Abonnementsartikel

Når sommervejret melder sin ankomst, ruller NCC's asfalthold ud på de danske veje. Sommeren er nemlig den bedste tid på året til at forny de nedslidte belægninger, og det er der en helt særlig grund til.

Danskerne må væbne sig med tålmodighed, når de hver sommer sætter sig i bilerne for at drage på ferie. Men det er bestemt ikke for at genere bilisterne, at asfaltudlæggeren rykker ud for at vedligeholde de mange kilometer statsveje, pladser, landeveje og broer. Tværtom. De varme sommermåneder hjælper nemlig til at holde temperaturen i asfalten, når den skal lægges ud på vejene.

- Hvis vi skal skabe holdbare veje til vinterhalvåret, skal disse udføres om sommeren. Af den simple årsag, at det er svært at udføre asfaltarbejde om vinteren, hvor de lave temperaturer afkøler asfalten for hurtigt og derfor ikke giver den nødvendige tid til at transportere, bearbejde og udlægge den varme asfalt, siger markedschef i NCC Industry, Asfalt, Leif Esager.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ved alt asfaltarbejde er der en sammenhæng mellem de anvendte asfaltprodukter og temperaturen. Asfalten skal i hele udførelsesprocessen helst holde en temperatur mellem 120 og 140 grader for at kunne hærde optimalt, og derfor er sommeren den bedste tid på året til at udskifte de nedslidte asfaltbelægninger.

Fra produktion til færdig vej

Der er dog flere faktorer, som skal være opfyldt for at skabe solide veje til bilisterne. Produktionen af asfalt og fabrikkens beliggenhed har også en afgørende betydning for kvaliteten af den færdige asfaltbelægning.

- Når vi udfører asfaltarbejde på blandt andet pladser og veje, henter vores asfalthold den varme asfalt direkte fra en af vores 11 asfaltfabrikker, som er fordelt over hele landet. På den måde er der aldrig langt fra produktion til udlægning, og derved forbliver asfalten varm under hele forløbet til den er færdigkomprimeret og klar til brug. Af samme grund er det også vigtigt for Danmarks infrastruktur, at vi har asfaltfabrikker i nærheden af byområder, da vejene omkring byerne er udsat for mere trafik og dermed oftere har brug for nye asfaltbelægninger, siger Leif Esager.

NCC skal lægge ny asfalt på mange kilometer veje i Danmark hen over de kommende sommermåneder. Her vil flere af asfalthold blandt andet skabe bedre veje til danskerne og samtidigt tage hensyn til afviklingen af sommertrafikken.

- Vi ved, vi er i vejen for bilisterne især i ferieperioden, men vi stræber altid efter at tage hensyn til både sikkerhed og trafikafvikling. Derfor udfører vi også asfaltarbejde om aftenen og i de lyse sommernætter, som gør det muligt for vores medarbejdere at se, hvad de laver. Det er endnu en grund til, at vi primært arbejder på vejene om sommeren, siger Leif Esager.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I løbet sommeren kan man støde på NCC i færd med at lægge asfalt på blandt andet den fynske motorvej, Herningmotorvejen (M66), E20 mellem Korsør og Slagelse og E20 ved Vejen for bare at nævne nogle stykker.