Abonnementsartikel

Hos en af landets største entreprenører har corona-krisen ikke slået hul i kassen. Tværtimod.

Der har ikke været meget brok fra byggeriet i forbindelse med corona-krisen. Selv om sejlet blafrede noget hos de fleste, har mange af især de større byggevirksomheder formået at styre skibene sikkert i havn. I går kunne Aarsleff således opjustere sine forventninger til året, og nu kan MT Højgaard afsløre, at man også har lagt krisen bag sig med en styrket bundlinje.

Koncernen havde nemlig et fornuftigt 2. kvartal med et stigende ordreindgang, voksende ordrebeholdning og bedre driftsindtjening. Det skriver selskabet i en fondsbørsmeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Resultatet af primær drift (EBIT) blev 41 millioner kroner i 2. kvartal mod 23 millioner i 1., trods mindre effekter af Covid-19 krisen.

Resultaterne i 1. halvår er altså som ventet og bekræfter forventningen om en gradvis forbedring af indtjeningen igennem året. Forventningerne til 2020 er uændrede, lyder det fra entreprenørkæmpen. Administrerende direktør og koncernchef Morten Hansen, MT Højgaard Holding, uddyber:

- Vi har stadig en betydelig opgave foran os med at hæve overskudsgraden til fire procent i 2022, men vi er på rette spor. Trods en mindre effekt fra Covid-19 leverede vi den ventede forbedring af indtjeningen og ordreindgangen i 2. kvartal. Vi gør gode fremskridt med eksekveringen af de enkelte projekter, porteføljen bliver stadig sundere, og optimeringen af MT Højgaard begynder at vise resultater, siger han og fortsætter:

- På grund af Covid-19 er der stadig usikkerhed i markedet, men medmindre der kommer større restriktioner på vores aktiviteter eller større forskydninger af kontraherede projekter, forventer vi uændret at fortsætte den positive udvikling i resten af året, siger han.