Abonnementsartikel

I sidste uge lavede Nordjyllands Politi hastighedsmåling på motorvej E39 ved Rasteplads Vildmosen hvor der foregår vejarbejde. Færdselspolitiet har netop opgjort status på kontrollen - og resultatet er ikke opløftende.

Kontrollen resulterede i, at 13 bilister blev sigtet for at køre med så høj en hastighed, at de står til en betinget frakendelse af førerretten. Seks bilister blev desuden noteret for en hastighed, der udløser et klip i kørekortet.

På strækningen er hastigheden sat ned til 80 kilometer i timen på grund af vejarbejde. Den højeste hastighed på strækningen blev målt til 151 km/t.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Klar opfordring: Vis hensyn ved vedarbejde

De mange hastighedssager får politikommissær Thomas Ottesen til at løfte pegefingeren.

- Det er uansvarligt at køre for stærkt på en strækning med vejarbejde, hvor vejforholdene ikke er ordnede som følge af netop vejarbejdet. Jeg vil gerne opfordre alle trafikanter til, at man udviser særlig hensyn på sådanne strækninger, hvor personale jo også kan opholde sig, fordi de passer deres arbejde, siger Thomas Ottesen, der understreger, at det er vigtigt, at man hele tiden er opmærksom på skiltningen. Vejarbejde betyder i øvrigt, at reglerne skærpes, og det vil sige, at en overskridelse af fartgrænsen på over 40 procent, i denne aktuelle kontrol svarede det til en fart på 112 km/t, udløser en betinget frakendelse.