Abonnementsartikel

Sitech Danmark har med Bent Brauner Laursen fået en ny direktør, der har indgående kendskab til både maskinstyring på entreprenørmaskiner og hele markedet.

Bent Brauner Laursen er blevet headhuntet til sit nye job som administrerende direktør hos Sitech Danmark, der ledte efter en salgsorienteret profil. Den nye chef er fra samme branche og kommer fra en stilling som salgschef hos Leica Geosystems, hvor han har været ansat i 11 år.

Han får til opgave at øge markedsandelen på det danske marked, hvor Sitech Danmark er eneforhandler af amerikanske Trimbles gps-baserede produkter. Det er blandt andet udstyr som maskinstyringssystemer til entreprenørmaskiner og alle former for landmålingsopgaver samt en bred vifte af softwarepakker.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Trimble er jo et superstærkt brand, så jeg glæder mig til udfordringen med at udvikle forretningen salgsmæssigt, siger Bent Brauner Laursen, der tiltrådte sin nye stilling i Horsens 1. september.

Øger salgsindsatsen

Målet er at sætte ekstra ind over for de små og mellemstore entreprenører, som måske ikke har brug for så mange maskinstyringssystemer.

- Til gengæld er der mange entreprenører i dette segment, og dem skal vi være bedre til at servicere. På området med de store entreprenører står vi rigtig stærkt og holder fast i vores fokus på dem. Derudover skal vi kigge på mulighederne for at øge vores forretning på alt lige fra droner til marinesegmentet, forklarer Bent Brauner Laursen.

Et voksende forretningsområde er - ifølge den nye chef - udlejningsbranchen.

- Vi skal have øget vores indsats ude i marken. Hvor og hvordan, der skal sættes ind, er for tidligt at sige noget om. Det hele er så nyt endnu, så nu skal vi lige i gang, siger Bent Brauner Laursen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sitech Danmarks nye chef er 49 år og handelsuddannet, gift og har to voksne børn og bor i Slagelse.