Abonnementsartikel

Den spanske installatør-kæmpe har ikke tænkt sig at forsvinde fra byggepladsen uden kamp. Der kan forventes et retligt efterspil.

Tidligere på dagen torsdag kunne Region Hovedstaden meddele, at man havde bortvist spanske Inabensa fra byggepladsen ved Herlev Hospital, hvor ventilations- og vvs-giganten var tilknyttet byggeriet af et nyt kvinde/barn-center og akuthus til en samlet projektsum på 1,5 milliarder kroner.

Men spanierne trækker sig ikke stille og roligt. Tværtimod. Herlev Hospital og Region Hovedstaden som bygherre kan forvente et modkrav, lyder det fra Abengoa, der er moderselskab til Inabensa.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I et brev til Dagens Byggeri skriver spanierne følgende:

Inabensa konstaterer, at Region H har valgt at ophæve kontrakterne mellem region H og Inabensa om udførelse af el-, ventilations- og VVS-entrepriserne på Nyt Hospital Herlev.

Inabensa er fuldkommen uenige i beslutningen om at ophæve, som er truffet på et tidspunkt, hvor arbejderne på entrepriserne er cirka 98 procent færdiggjort - og Inabensa afviser fuldkommen, at kontrakterne er misligholdt af Inabensa og fastholder, at ophævelserne er uberettigede.

Beslutningen om ophævelse, på et tidspunkt hvor arbejderne er så fremskredne som tilfældet er, vil have en betydelig negativ indvirkning på projektet, og enhver anden løsning end en ophævelse ville langt være at foretrække, både med hensyn til økonomi, tid og kvalitet.

Som Inabensa har gjort gældende i en lang periode, har projektet været præget af omfattende forhindringer, mangel på koordination mellem entrepriserne, forsinkelser og budgetoverskridelser som ikke kan henregnes til Inabensas forhold - men som har medført betydelige ekstra omkostninger for Inabensa.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Inabensa forventer at udfordre berettigelsen af ophævelsen, samt at kræve erstatning af Region H i anledning heraf.