Abonnementsartikel

CG Jensen er totalentreprenør på det store havneudvidelsesprojekt i Sæby, som blandt andet indebærer ny 600 meter lang ydermole.

Til november begynder maskinerne at snurre på Sæby Havn. Udbuds- og evalueringsprocessen er afsluttet, CG Jensen A/S er udpeget som totalentreprenør og det betyder, at selve anlægsarbejdet til det spændende havneudvidelsesprojekt nu kan sættes i gang.

Det nye havneområde bliver anlagt syd for den nuværende indsejling. Det består blandt andet af en 600 meter lang ydermole, to nye havnebassiner med ekstra bådpladser og et vandaktivitetsområde til vinterbadere, svømmere, kajakroere, dykkere og SUP'ere. Samtidig skal der etableres nye landarealer med plads til vinteropbevaring af både.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Flere funktioner flyttes fra det nuværende havneområde til det nye, og de to områder skal bindes sammen af broer og promenader langs kajer og moler.

Råhavnen står klar november 2021

Selve anlægsarbejdet tager et år, og til november 2021 står råhavnen færdig. Det forventes dog, at den yderste del af den nye mole allerede kan tages i brug til juni. Pladserne her vil blive brugt til de både, der har kontrakt, men som midlertidigt ligger på en gæsteplads, og til de bådejere, der står på venteliste.

Samlet set vil Sæby Havns kapacitet komme op på omkring 430 bådpladser, når den nye råhavn står klar og broerne i den gamle havn er blevet renoveret - alt efter bådpladsernes størrelse.