Abonnementsartikel

Bach Gruppen er i gang med at lægge sidste hånd på de nødvendige ansøgninger til Københavns Kommune og håber at kunne igangsætte arbejdet inden for de næste 14 dage.

En styrkelse af fundamentet langs de konstruktive vægge på oversiden af bundpladen vil sikre det nødvendige fundament under Njalstårnet.

Sådan lyder vurderingen fra Bach Gruppens rådgivende ingeniører, der gennem de sidste uger har regnet på forskellige løsningsscenarier for det 23 etagers høje tårn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derfor er Bach Gruppen nu på vej med en officiel ansøgning til Københavns Kommune for at få tilladelse til at genoprette fundamentet. En såkaldt tillægs-konstruktionstilladelse.

- Prøveresultaterne har vist, at materialesammensætningen i bundpladen ikke er tilfredsstillende. Derfor har vi bedt ingeniørerne om at finde en løsning, der tager hensyn hertil og sikrer at fundamentet lever op til alle krav på både kort og lang sigt. Det viser alle beregninger, at vi kan vi med en styrkelse af vægfundamenterne i kælderplan, så det håber vi kommunen vil godkende, siger direktør i Bach Gruppen Lene Christensen.

Hun forventer, at forstærkningen af vægfundamentet kan gennemføres på cirka en måned fra Københavns Kommune giver tilladelsen. Da efterårssæsonen samtidig nærmer sig og vejret skifter har Bach Gruppen derfor også igangsat en række yderligere tiltag.

- Vi skal være forberedte på selv de mest usandsynlige scenarier. Derfor har vi igangsat yderligere sætningsmålinger på bundpladen, intensiveret den visuelle kontrol af byggeriet og åbnet facaden for at nedsætte vindbelastningen i tilfælde af eksempelvis 100-års storm, indtil de forstærkede fundamenter til fulde har erstattet bundpladen, siger Lene Christensen.

Målinger foretaget af Danmarks største landinspektørfirma LE34 siden start oktober har ikke vist tegn på sætninger i bygningen.