Abonnementsartikel

I december udløste modstand mod forholdene på en byggeplads i København ballade, hvor blandt andet et flere etager højt stillads blev væltet. Stilladsarbejder er netop idømt fængsel for trusler og stenkast.

Der var mere gang i Lundtoftegade i København sidste år, end hvad godt er. Det har nu givet en seks måneders fængselsstraf til en stilladsarbejder, som er dømt for trusler og forsøg på grov vold. Det skriver Ekstra Bladet.

Et byggeprojekt på gaden havde tilknyttet udenlandsk arbejdskraft på vilkår, der ikke var populært blandt især københavnske stilladsarbejdere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Flere episoder udspillede sig omkring byggepladsen, og efter to personer blev overfaldet, mens de ville dokumentere de tvivlsomme arbejdsforhold, mødte omkring 300 stilladsarbejdere op 2. december sidste år til demonstration mod projektet. Det eskalerede, og der blev både kastet med sten og lignende, ligesom et stillads i flere etagers højde blev løsnet fra bygning og væltet.

En 30-årig stilladsarbejder blev genkendt ud fra billeder fra balladen af en betjent. To dage forinden havde samme mand nemlig modsat sig anholdelse i en anden forbindelse. I den sag blev han dømt for vold mod politiet samt grim tale til betjentene efter anholdelsen.

Den 30-årige er konkret dømt for trusler mod en litauisk arbejder fra byggeprojektet, samt stenkast mod de udenlandske arbejdere. Den dømte har udbedt sig betænkningstid i forhold til dommen, skriver Ekstra Bladet.