Abonnementsartikel

Brancher som byggeriet, hvor brugen af udenlandsk arbejdskraft er fremtrædende, skal kigges ekstra grundigt efter i sømmene grundet det stigende smittetal.

Omkring 50 tilsynsførende fra Arbejdstilsynet vil den kommende tid gennemføre målrettede tilsyn for at forebygge coronasmitte på landets byggepladser, landbrug, skovbrug, restauranter og slagterier, skriver tilsynet i en pressemeddelelse.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) siger om den skærpede indsats:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har eksempelvis set høje smittetal blandt udenlandske arbejdstagere og udbrud relateret til byggepladser og slagterier. Derfor har vi besluttet, at udlændinge skal kunne fremvise en negativ corona-test ved grænsen for at komme ind samt at styrke den forebyggende myndighedsindsats. Jeg er glad for den brede politiske opbakning til, at Arbejdstilsynet nu går i gang med en landsdækkende indsats, hvor der er fokus på at forebygge coronasmitte i udvalgte brancher med vandrende arbejdskraft, lyder det blandt andet.

De tilsynsførende vil under besøgene have fokus på vejledning, men vil give strakspåbud, hvis arbejdsgiveren ikke har truffet effektive foranstaltninger til at forebygge smittespredning.

I byggeriet har det ofte haltet med især afstand mellem medarbejdere, hyppig rengøring og afspritning samt nem og fri adgang til håndvask eller håndsprit, lyder det fra tilsynet, der opfordrer arbejdsgiverne til at stramme op.

Det er ikke alle virksomheder i branchen, der får besøg. Besøgene er uanmeldte.