Abonnementsartikel

Global Gravity i Esbjerg bliver dansk partner for australske Verton, der har udviklet en løsning, som fjerner behovet for styreliner ved tunge kranløft.

En fjernbetjent, elektromekanisk løftebjælke til tunge kranløft introduceres nu på det danske marked. Esbjerg-virksomheden Global Gravity har nemlig indgået en partnerskabsaftale med australske Verton og bliver eneforhandler i Danmark af australiernes revolutionerende løfteteknologi.

Det smarte ved teknologien er, at én person alene kan håndtere selv meget tunge løft. Dermed undgås manuel håndtering med styreliner. Det øger ifølge Verton både sikkerheden og produktiviteten ved kranløft.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Langt de fleste kranulykker rammer de personer, der er tæt på lasten. Derfor er Vertons løftebjælke en enorm forbedring af sikkerheden ved tunge løft. Det gælder ikke mindst offshore, hvor manglen på plads er en af de største udfordringer. Her kan vi i fællesskab fjerne en stor del af den manuelle håndtering og dermed øge sikkerheden, siger administrerende direktør i Global Gravity, Kenneth Hagelskjær.

Skal udbredes til byggebranchen

Everest, som løftebjælken hedder, anvendes allerede af flere store internationale virksomheder på tværs af brancher, hvor tunge kranløft er en del af hverdagen. Blandt disse er MHI Vestas, som for nylig har indledt samarbejde med Verton for at forbedre sikkerheden ved løfteopgaver på offshore vindplatforme.

Netop vindindustrien, offshore såvel som onshore, vil sammen med de danske byggepladser være i fokus, når Global Gravity i de kommende måneder skal udbrede kendskabet til Vertons løftebjælker på det danske marked.

Som led i aftalen skal Verton samtidig introducere det australske marked for Global Gravitys patenterede TubeLock-system til håndtering og transport af borerør. Esbjerg-virksomheden har netop lukket en aftale med en ny stor kunde i Qatar og investerer lige nu kraftigt i at udvide kapaciteten af TubeLock-moduler, som udelukkende anvendes til udlejning.

Kenneth Hagelskjær forventer at runde 2.000 enheder inden næste sommer, hvilket vil betyde, at Global Gravity på et givent tidspunkt kan facilitere transport og lagerføring af op til 20.000 rør. Det er mere end en femdobling på bare fire år.