Abonnementsartikel

Der var 11 centimeters luft af give af, da den hidtil største Hidromek-gravemaskine for nyligt ankom til klargøring hos importøren KSM Maskinservice.

KISSENDRUP: I de to haller hos KSM Maskinservice står der i den ene fire gravemaskine linet op klar til levering samt et hav af forskelligt udstyr, ikke mindst nedbrydningsgrej af mærket OSA. I den anden er der til gengæld ikke så mange forskellige ting at kigge på, men dét, der er, skal nok holde lige så længe på ens opmærksomhed.

En stor krabat fra Hidromek har fundet vej til det østfynske, hvor KSM Maskinservice er ved at klargøre den hidtil største tyrker på dansk grund, da Maskinteknik lægger vejen forbi.

Artiklen fortsætter efter annoncen

HMK 500 LCHD hedder det store gravejern, som i klargjort tilstand vejer omkring 60 ton, når den sætter skovlen i jorden.

De, der har lagt vejen forbi KSM, har set, at det ikke er de største veje, der fører hen til den lille by Kissendrup. Så det var med tungen lige i munden af chaufføren med blokvognen fik den store gravemaskine læsset af hos importøren.

rich-media-2
Henrik Bergholdt (tv.) og Frederik Bergholdt. Foto: Kim Krasuld.

Henrik Bergholdt fra KSM fortæller, mens han viser det store maskineri frem, at man var nødt til at måle efter for at se, om gravemaskinen overhovedet kunne komme ind i værkstedet, hvis skovlen var monteret.

- Der var lige 11 centimeter at give af, så det var nok, siger han, mens sønnike Frederik Bergholdt, der ejer KSM, har travlt med arbejdet og ikke er til at holde på særligt længe ad gangen.

Skabt til hårdt føre

Aftageren af HMK 500'eren er KA Grus på Fyn, og indvindingsfirmaet har endnu en ordrer liggende hos KSM. Til januar kommer nemlig endnu et rekorddyr til Esbjerg Havn, for her skal den hidtil største gummiged herhjemme fra Hidromek ankomme - og den skal altså ligeledes køre hos KA Grus.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den omkring 26 ton tunge HMK 640 WL-gummihjulslæsser og den 60 ton tunge gravemaskine er nok de største maskiner fra Hidromek, som KSM har solgt indtil nu, men de er også billedet på en forretning, der vokser.

- Vi har et stærkt produkt til en god pris, men maskinerne er heller ikke gratis, fortæller Henrik Bergholdt.

Blandt Hidromeks stærke sider skal man blandt andet kigge på, hvor maskinerne er skabt til at køre, lyder det fra maskinhandleren. De tyrkiske maskiner er særdeles robuste, for de skal kunne holde til at køre i klippefyldt terræn, som man kender fra Tyrkiet. Dem støder man ikke så meget på herhjemme.

rich-media-4
Der gik to måneder fra bestilling til maskinen stod hos KSM. Foto: Kim Krasuld.

Velkendte problemer

Med gang i forretningen tager man nu også hul på en udvidelse hos KSM.

- Vi udvider med et showroom på 1000 kvadratmeter. Jorden køber vi af det lokale gods, og der er mulighed for mere, hvis det bliver nødvendigt, fortæller Henrik Bergholdt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men der kunne godt være mere gang i hjulene.

- Som vel nærmest alle andre i branchen mangler vi en mekaniker, og måske endda to. Det skal bare også være de rette, siger Henrik Bergholdt.

Gravemaskinen til KA Grus blev fornylig leveret i grusgraven. Hos KSM stod klargøringen blandt andet på ekstra lys, galvaniserede trinbrædder og centralsmøring, og så har JST leveret skovlen.