Abonnementsartikel

I weekenden brød den sidste tunnelboremaskine i Sydhavn igennem til den kommende metrostation ved Ny Ellebjerg. Stationen bliver et af de største trafikale knudepunkter i Danmark, når den nye metrolinje M4 Sydhavn åbner i 2024.

Tunnelboremaskinen Olivia, som borer tunnelen til den nye metrolinje M4 Sydhavn, brød i weekenden igennem til den kommende metrostation ved Ny Ellebjerg. Dermed har maskinen sammen med den anden tunnelboremaskine, Inge, forvandlet knap 3,5 kilometer af hovedstadens undergrund til ny metrotunnel, og de første stationer på strækningen, Enghave Brygge, Sluseholmen og Mozarts Plads, er nu forbundet med Ny Ellebjerg.

- Den kollektive trafik i hovedstadsområdet skal være et finmasket net, så det er nemt at komme fra den ene ende af byen til den inden. Når metroen til Sydhavn åbner i 2024, vil Ny Ellebjerg blive endnu et trafikalt knudepunkt i København, hvor metroen bliver forbundet med S-togs- og regionaltogslinjerne. Det vil gøre det nemmere og hurtigere at komme ind og ud af hovedstaden og rundt i byen, siger transportminister Benny Engelbrecht (S).

Artiklen fortsætter efter annoncen

De fem nye metrostationer i Sydhavn bliver en udvidelse af den eksisterende metrolinje M4, som går fra Orientkaj i Nordhavn ind over City. Når M4 Sydhavn åbner i 2024, bliver den sydlige del af København koblet på metronettet, og turen fra Ny Ellebjerg til Rådhuspladsen vil blot tage 10 minutter. Den nye metrostrækning bliver 4,5 kilometer lang og får cirka ni millioner passagerer om året.

Boremaskinen Olivia får nu et kort og tiltrængt hvil på bunden af skakten, hvor den skal gennemgå en række servicetjek, inden den hejses op og køres tilbage til Enghave Brygge, hvor den - sammen med søstermaskinen Inge - skal bore den sidste del af tunnelstrækningen til Havneholmen. Hele strækningen mellem Enghave Brygge og Ny Ellebjerg er dermed afsluttet, og tilbage er cirka 900 meter på strækningen mellem Enghave Brygge og Havneholmen.

- Med tunnelgennembruddet til Ny Ellebjerg har vi nået en vigtig milepæl på projektet. Vi er nu mere end halvvejs i udgravningen af tunnelstrækningen på M4 Sydhavn, som skal kobles til M3 Cityringen, siger Metroselskabets bestyrelsesformand, Jørn Neergaard Larsen.