Abonnementsartikel

Produktet er parat, miljøet vil have gavn af det og på sigt vil det give borgerne en mindre varmeregning. Efter gode testresultater i et EU-projekt er interessen for Durapor steget markant.

- For to år siden skulle vi sparke døre ind for at få kunder. Nu får vi får nogle gange ordrer ind uden helt at vide, hvor de kommer fra.

Sådan lyder det fra duoen bag virksomheden Dansk Celleglas, som producerer grøn omstilling i form af et isoleringsmateriale, der består af 98 procent genbrugsglas.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Administrerende direktør Søren Refsgaard og teknisk direktør Henrik Dalsø producerer og sælger letvægts-produktet Durapor, der har vist lovende testresultater som foring omkring varmeledninger.

Testet på Sjælland

Produktet er testet gennem byprojektet i Næstved, som er støttet af EU's Regionalfond. Projektet er netop afsluttet efter tre års virke, hvor fokus blandt andet har været på at skabe nye løsninger og metoder i grønne virksomheder, der kan sænke energiforbruget.

rich-media-2
Durapor består af 98 procent affaldsglas, som i en forarbejdningsproces tilføres en særlig isolerende egenskab. Produktet har vist sig at være glimrende til at begrænse varmetabet i fjernvarmeledninger. Foto: Kresten Vestbjerg Thyø.

Med hjælp fra EU-projektet fik Dansk Celleglas mulighed for at teste sit produkt på kortere fjernvarmeledninger i Næstved, og her viste det sig, at varmetabet fra fjernvarmen kan reduceres med 50 procent, når man isolerer med Durapor i stedet for rørgrus. Lige nu er der også gang i et forsøg i Kalundborg, og 2021 skal Dansk Celleglas teste materialet på en 300 meter lang fjernvarmestrækning i Frederiksberg Kommune.

- I Næstved Kommune er varmetabet på 18 procent. Det vil sige, at for hver gang, borgerne bruger 100.000 kroner på varme, ryger der 18.000 kroner direkte ud i jorden. Det spild kan vi halvere, så borgerne kan spare de penge, siger Henrik Dalsø.

Bæredygtigt alternativ til grus

Durapor har været kendt siden 1940'erne og har aldrig rigtig været sat i kommerciel produktion herhjemme. Men i takt med den stigende interesse for grøn omstilling og bæredygtighed er det blevet et reelt alternativ til rørgrus i bygge- og anlægsbranchen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Produktet er bæredygtigt, fordi det består af genbrugsglas fra for eksempel vinflasker og syltetøjsglas, som er forarbejdet i en kemisk proces. Desuden kan produktet kan også bruges som letvægtsfyld i vejarbejder og kloakanlæg.

- Materialet har enormt potentiale, og vi oplever stor vækst, selvom vi arbejder med bygge- og anlægsbranchen, som er meget traditionsstyret og ikke skifter materiale fra den ene dag til den anden, siger Søren Refsgaard.

Han tilføjer, at Durapor desuden er væsentligt mindre miljøbelastende at producere end traditionelle isoleringsmaterialer.