Abonnementsartikel

15.000 ufaglærte job forventes at gå tabt i løbet af 2021. Det viser en ny fremskrivning af beskæftigelsen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Coronakrisen kostede sidste år tusindvis af danske job, men når man kigger ind i det nye år, er det primært dem uden uddannelse, det kommer til at gå ud over.

Den dystre forudsigelse stammer fra en ny prognose fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Den viser, at det ufaglærte arbejdsmarked står over for en tilbagegang på cirka 15.000 job i 2021. Det kommer oven i en tilbagegang, der forventes at runde cirka 25.000 ufaglærte job i 2020. Altså vil 40.000 ufaglærte job være tabt næste år sammenlignet med året før coronakrisen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Til sammenligning forventes der jobfremgang - på trods af coronakrisen - for lønmodtagere med lange- og mellemlange videregående uddannelser i både 2020 og 2021.

- Det er helt tydeligt, at coronakrisen rammer skævt, og at det fortsætter i år. De ufaglærte job forsvinder simpelthen, mens andre grupper på arbejdsmarkedet ikke er nær så hårdt ramt eller ligefrem oplever en fremgang på trods af krisen, siger senioranalytiker hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Emilie Agner Damm, som tilføjer:

- Vi ved fra tidligere undersøgelser, at mange af de ufaglærte lønmodtagere, der er blevet ledige i løbet af 2020, er gengangere fra ledighedskøen under finanskrisen. Det kan have konsekvenser i mange år frem, når man mister jobbet under en krise. Det gælder både i forhold til ens beskæftigelseschancer og lønniveau, siger hun.

Senioranalytikerens peger på efteruddannelse som en sikring mod at have en plads på fremtidens arbejdsmarked. Faglærte går dog heller ikke forskånet gennem coronakrisen. I 2021 vil den faglærte beskæftigelse ligge godt 2000 personer lavere end i 2020, fremgår det af analysen.