Abonnementsartikel

Anlægsarbejdet med Hovedstadens letbane rykker for alvor frem i Herlev Kommune, hvor to nye gangbroer skal sikre bedre adgang over jernbanebroen for cyklister og fodgængere.

I forbindelse med byggeriet af den nye letbane i Herlev Kommune udvides adgangen hen over jernbanesporene på Herlev station nu med to nye stålbroer. Broerne vejer knap 80 ton, og de er 45 meter lange og seks meter brede. Når de åbner for offentligheden, vil broerne give bedre plads til fodgængere og cyklister.

- I arbejdet med at anlægge de kommende 29 letbanestationer lægger vi i Hovedstadens Letbane stor vægt på at sikre gode adgangsveje og en høj grad af tilgængelighed for vores kunder. Flere steder betyder det, at vi forbedrer de eksisterende forhold, så det bliver nemmere for både letbanens passagerer og alle andre, der færdes omkring stationerne, siger Erik Skotting, direktør i Hovedstadens Letbane.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den første bro er allerede løftet på plads, og den anden bliver monteret lørdag den 30. januar. Broerne monteres i hver side af den eksisterende bro over jernbanesporene på Herlev Ringvej.

Arbejdet kræver både hestekræfter og mandskab, da det er store stålkonstruktioner, der skal løftes på plads.

- Monteringen af de to nye gangbroer ved Herlev station er en stor milepæl. Det er nogle kæmpemæssige stålkonstruktioner, der skal løftes på plads, som måler 45 meter og vejer knap 80 ton, siger Erik Skotting.