Abonnementsartikel
Ramning af de første af i alt 1400 meter spuns omkring tunnelplatformen på den danske side af Femern Bælt-forbindelsen begyndte mandag morgen.
Fra den 25. januar og frem til slutningen af juni får de mange arbejdere på og omkring Femern Bælt-forbindelsen rytmisk musik til arbejdet. Mandag begyndte M.J. Eriksson for tunnelentreprenøren FBC ramning af spuns på en 1400 meter lang strækning omkring den sandlagune, der siden december er blevet anlagt i forbindelse med den kommende tunnel-portal ved Rødbyhavn.
Ramning af spuns ud for kysten ved tunnelbyggeriet skulle være påbegyndt i uge tre, men blev udsat på grund af hårdt vejr. Hos Femern A/S fortæller kommunikationsmedarbejder Andrew Crone-Langkjær, at byggeriet nu er nået ind i en ny fase.
- Vores entreprenør gik i gang her til morgen med at sætte de spunsjern, der skal sikre byggegruben til den kommende nedkørsel til Femern-tunnelen. Vi er gået ind i en ny fase af arbejdet, hvor du nu fra land tydeligt kan se, hvor tunnelen starter på dansk jord, fortæller Andrew Crone-Langkjær til Maskinteknik.
Portalens spunsvægge får en samlet længde af 1,4 kilometer, men herudover skal også en ny arbejdshavn under anlæggelse have rammet spuns, men i et noget mindre omfang, så de monotome bankelyde bliver i perioder et vartegn for Rødbyhavn og omegn i store dele af 2021.