Abonnementsartikel

Betonskandalen på Bryggens Bastion er en enkeltstående og helt ekstraordinær sag, som ikke bør pålægge hverken leverandører eller entreprenører ekstra byrder, lyder det fra betonbranchens aktører.

Det er formentlig en af nyere tids største byggeskandaler, sagen om højhuset med skrøbelige søjler på det svage fundament.

Men Bach Gruppens Njals Tårn skal ikke medføre regelændringer, mener man hos DI Dansk Byggeri og Dansk Beton.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Sagen har givet anledning til at rejse spørgsmålet om, hvorvidt byggeerhvervets kvalitetsstyringssystemer og regelsæt er gode nok til at sikre god kvalitet af beton og betonbyggerier, siger chef for Dansk Beton i DI Dansk Byggeri, Dorthe Mathiesen.

Hun understreger, at hun aldrig har hørt om lignende sager i branchen, og at de kontrolsystemer med blandt andet tredjeparts involvering og krav om for eksempel modtagekontrol på byggepladsen fungerer helt efter hensigten.

- Ingen systemer er gode nok til at hindre svindel, lovbrud og dokumentfalsk, som meget tyder på, at der er tale om i den pågældende sag, siger Dorthe Mathiesen.

Betonproducenternes rolle

Fra Dansk Beton lyder det, at der er vedvarende fokus på samarbejde om effektiv kvalitetskontrol af branchens produkter og implementering af standarder for produktion af beton. På samme måde arbejdes der med udvikling af standarder og vejledninger for udførelse af betonarbejde på byggepladsen.

- Betonbranchen er meget optaget af at levere betonprodukter, der lever op til kundernes krav og reglerne i byggelovgivningen. De danske betonproducenter er ligesom den øvrige byggematerialeindustri underlagt både europæiske og danske krav til materialet og til kvalitetskontrollen, siger Jan Søndergaard Hansen, formand for Fabriksbetonforeningen i Dansk Beton og administrerende direktør i Unicon, Danmarks største leverandør af fabriksbeton.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi arbejder hver eneste dag på at leve op til standarderne og kundernes krav. Det er min opfattelse, at denne sag er helt ekstraordinær og absolut ikke et udtryk for, hvordan det ellers foregår i betonbranchen, siger han.

Entreprenørens rolle

Når producenten afleverer betonen på en byggeplads, er det den udførende entreprenørs opgave at foretage en modtagekontrol og sikre sig, at der er leveret den betonkvalitet, der er foreskrevet. Det sker via den medfølgende dokumentation fra betonleverandøren. På byggepladsen er der krav til, hvordan betonen skal håndteres, hvad der skal kontrolleres og hvilken dokumentation, der skal foreligge.

System virker efter hensigten, lyder det fra entreprenør.

- Der er ikke behov for at ændre praksis på byggepladsen som følge af den verserende sag med Bach Gruppen. Vi har en effektiv praksis for kvalitetsstyring og modtagekontrol på byggepladserne, og det vil være helt forkert, hvis en sag om dokumentfalsk skal betyde ekstra byrder for den øvrige del af branchen, siger administrerende direktør Michael S. Larsen fra entreprenørvirksomheden CG Jensen.

I DI Dansk Byggeri siger underdirektør Torben Liborius, at der er en mangeårig og god praksis for dokumentation af byggematerialers kvalitet samt kvalitetssikring på byggepladsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Den aktuelle sag med Bach Gruppen skal ikke føre til, at veldokumenterede processer skal ændres. Der er tale om en enkelt virksomhed, som ikke har haft styr på grundlæggende processer for kvalitetssikring. Men det er ikke reglernes skyld. Vi ændrer jo heller ikke færdselsloven på grund af en vanvidsbilist, slutter Torben Liborius.