Abonnementsartikel

Hver dag anløber NCC's sand- og ralsugere Avedøre Holme med tonsvis af råstoffer. Her bliver de lodset af en 70 tons tung Komatsu PC700LC-11, der kan tømme et skib for 600-800 tons på 1,5 time.

Med en kampvægt omkring de 70 tons er Komatsus PC700LC-11 ikke som de fleste gravemaskiner herhjemme. Men den fabriksnye model, som NCC investerede i sidste år, udfører heller ikke gængse graveopgaver. Den har base på NCC's plads ved Avedøre Holme, hvor den dagligt lodser virksomhedens sand- og ralsugere, der udvinder materialer fra havbunden ved Sjælland.

Cirka 95 procent af de landede materialer er sand til primært betonbranchen og anlægsprojekter. Skibene kan hver rumme 600-800 tons materialer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-2
Hvert skib er lastet med 600-800 ton materialer, hvilket gravemaskinen kan lodse på cirka 1,5 time.

- Vi har typisk fire-fem skibsanløb i døgnet. Nogle gange seks. Det tager 1,5 times tid for en gravemaskine at tømme et skib, og for os er det vigtigt at reducere lodsetiden. Derfor har vi brug for pålidelige og effektive maskiner til opgaven, siger Søren Evald Jensen, områdechef i NCC for Råstoffer Øst og Rederi.

Tid er penge

Som ren lodsningsmaskine er det ikke meget, maskinen slider på sin undervogn. Til gengæld bliver krøjekransen motioneret grundigt hver dag, når Komatsuen bruger sin op til 13 meters rækkevidde til at sænke grabskovlen ned i lasten på skibene, fylde den og løfte materialerne til sigteanlægget på kajen.

- Når et skib er i havn, ser vi helst, at lodsningen bare kører derudad. Vi arbejder med en "rundturstid", som dækker over den tid, der går fra et skib sejler ud, og til det er lodset og sejler ud igen. Jo hurtigere vi kan lodse, desto lavere produktionsomkostninger har vi, og det har stor betydning for vores konkurrenceevne, forklarer Søren Evald Jensen.

rich-media-3
Hævbar kabine for bedre udsyn og dermed øget sikkerhed var blandt de modifikationer, som NCC ønskede.

Han understreger også, at det ikke er så ligetil, som man kunne tro, at lodse et skib.

- Et skib er ikke en firkantet skotøjsæske. Lastrummet er smallest i toppen og bredest i bunden. Det stiller ekstra krav til gravemaskinens udformning, og med Scantrucks hjælp har vi fået hævbar kabine for bedre udsyn og dermed øget sikkerhed samt tilpasset stik og bom på gravemaskinen. Scantruck er generelt gode til at lytte til vores ønsker og hjælper med at tilpasse maskinerne til arbejdet med vores skibe, siger Søren Evald Jensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Aktive maskiner holder mågerne væk

Den nye PC700LC-11 blev ved sin ankomst kollega med samme Komatsu gravemaskine i en "-8" version. Den købte NCC for seks år siden hos Scantruck, og den arbejder fortsat effektivt, selv om den har mange timer under motorhjelmen.

- Vores -8 har vel lodset fire-fem millioner tons materialer indtil videre. Den er fortsat i 100 procent drift og kan tømme sit eget skib, mens 11'eren arbejder på et andet. 8'eren er måske lidt slidt på ydersiden, men saltindholdet i havvandet er ikke så koncentreret som eksempelvis langs den jyske vestkyst, så den holder sig fint. Det værste er, hvis mågerne klatter på maskiner. Mågeklatter kan beskadige lakken på alt, så vi sørger for at holde maskinerne aktive, så mågerne ikke sætter sig på dem, fortæller Søren Evald Jensen med et smil.

Alle leverandører behandles lige

Samarbejdet mellem NCC og Scantruck har eksisteret gennem cirka 25 år. I den tid er der handlet fem-seks store gravemaskiner, som områdechefen har været involveret i. Han har en vigtig indflydelse på det endelige maskinvalg, når der skal investeres i nyt materiel, men selve processen køres centralt i NCC, og her er ingen foran på point fra start.

rich-media-5
Maskinens stik og bom er tilpasset til at arbejde effektivt i et lastrum.

- Vi har en indkøber i NCC, som henter tilbud hjem på de maskinstørrelser og relevante udstyr, vi har ønsket. Alle leverandører er på lige fod med hinanden hver gang, og man har ikke forrang, fordi man har leveret den seneste maskine, fastslår Søren Evald Jensen.

Ikke desto mindre har der stået Scantruck i leverandørfeltet på de seneste mange aftaler.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg er med til at tage den endelige beslutning om valget. For mig handler det ikke kun om pris. Det er i høj grad det samlede billede med søfolkenes ønsker og erfaring, pris, driftsomkostninger, effektivitet og sikkerhed, siger Søren Evald Jensen.