Abonnementsartikel

VIDEO: Toppen i 80 meters højde nået med en etage om ugen.

I Carlsberg Byen i København bygger Züblin to 80 meter høje tårnhuse med tilhørende karréer på i alt 86.000 kvadratmeter. De to tårnhuse Dahlerups Tårn og Vogelius Tårn er netop nået den fulde højde, og projekterne går nu ind i den afsluttende fase.

Siden første spadestik i 2018 har de to projekter udviklet sig fra at være to dybe huller i jorden, hvor entreprenøren først har etableret byggegruber og sidenhen udført råhuse med i alt 37.000 kubikmeter in situ-beton og 8.600 tons armering.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I dag står to moderne tårnhuse, hvor facaderne kravler op langs siderne med én etage om ugen. Ifølge projektdirektør fra Züblin, Karsten Skettrup, er der tale om præcisionsarbejde i højden:

- Vi armerer, forskaller og støber i 80 meters højde. Det kræver helt særlig materiel og specifikke kompetencer fra vores medarbejdere og samarbejdspartnere. Tårnene er vokset med én etage om ugen og facaderne følger med i samme takt. Der er lagt et stort arbejde i at nå toppen med nøje planlægning og fokus på logistik og arbejdsmiljø. Under normale omstændigheder ville vi fejre vores milepæle med et stort rejsegilde, men i disse coronatider må vi nøjes med velfortjente skulderklap og stor ros til alle involverede, mens vi fortsætter arbejdet, siger han.

I dronevideoen får man det fulde overblik over kompleksiteten i de to imponerende bygningsværker, der rejser sig mod himlen i det historiske Carlsberg Byen.

Godt til bryggeri - udfordrende til byggeri

Da den gamle brygger J.C. Jacobsen i 1847 skulle vælge beliggenheden til sit nye bryggeri, faldt valget på området ved Valby Bakke, fordi der er meget vand i undergrunden. Det er en stor fordel, når man skal brygge øl, men en udfordring, når man skal bygge højhuse. Derfor har Züblins internationale eksperter inden for fundering og højhusbyggeri været på hårdt arbejde for at designe og optimere byggeriet. Kældrene er optimeret til jordbundsforholdene, og de indre kerner i højhusene er forankret under byggerierne i to-meter tykke bundplader, som stabiliserer tårnene.

Züblins tekniske division har opbygget det strukturelle design med BIM.5D, og alle tekniske fag koordineres ved hjælp af 3D-modeller og kvalitetssikres digitalt ved hjælp af den nyeste software og innovative udviklingsprojekter med robotteknologi.