Abonnementsartikel

AVN Hydraulik har 1. maj indgået aftale om at overtage selskabet Masytec. Tidligere Masytec-ejer Jesper Herløw fortsætter som salgschef.

Masytec i Ishøj med 21 medarbejdere er specialist indenfor centralsmøring. Selskabet gennemførte i 2010 et navneskift fra Lincoln Danmark til Masytec. De hidtidige aktiviteter fortsatte, blot under et nyt navn. Lincoln Danmark og nu Masytec har repræsenteret Lincoln siden 1962.

Selskabet har således en lang erfaring og knowhow, der understøttes af professionelle løsninger til både industri, offshore og offroad applikationer. Selskabet har 12 erfarne montører, som udfører landsdækkende montage og service.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Siden SKF købte Lincoln i 2010, er Masytec blevet "SKF Lubrication Systems Distributor" for både Lincoln og SKF's øvrige produkter inden for centralsmøring. Selskabet har dermed et meget bredt produktsortiment og kan løse alle opgaver med både olie og fedtsmøring.

Masytec vil fremover servicere sine kunder og markedet på samme måde som hidtil, men med den styrkelse som AVN Hydraulik kan bibringe i form af en nu større organisation.

AVN Hydraulik med afdelinger flere steder i Danmark, er sammen med sine søsterselskaber AVN Hydropower og BB Hydraulik specialister i hydrauliske totalløsninger, komponentsalg, reparation, montage og service til industri, marine, off-shore, energi og landbrug. Selskaberne er distributør og servicepartner for Parker Hannifin og Bosch Rexroth.

AVN Hydraulik, som er fra 1978, beskæftiger i dag 70 medarbejdere, har ingeniør, salg og værksteds afdelinger i Brøndby, Odense, Esbjerg og Aalborg. Selskabet råder over 25 landsdækkende servicebiler.