Abonnementsartikel

Det tager kun en kop kaffe at få styr på dagen. Det er kernen i NCC's seneste tiltag inden for arbejdsmiljø, som skydes i gang under virksomhedens årlige sundheds- og sikkerhedsuge

En uge om året retter NCC ekstra opmærksomhed på sundhed og sikkerhed. I år sparkes ugen i gang med et nyt initiativ - 'Arbejdsmiljø TO GO' - som skal bidrage til at fremme dialogen om sikkerhed på virksomhedens mange arbejdspladser.

Omdrejningspunktet for "Arbejdsmiljø To Go" er en termokop med teksten "Hold den varm - kaffen, snakken og den gode idé". Termokoppen uddeles til alle medarbejdere under NCC's sundheds- og sikkerhedsuge og skal minde medarbejderne om at få prioriteret snakken om sikkerhed - hvad enten der arbejdes på en byggeplads, en fabrik, et værksted eller ude på vejen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi kan løse mange ting over en kop kaffe. Initiativet tager afsæt i vores daglige sikkerhedsgennemgang og bygger på tanken om at stoppe op og overveje, om vi har styr på alle risici, inden vi går i gang med en arbejdsopgave, siger Henning Laursen, som er arbejdsmiljøkonsulent i NCC og en af drivkræfterne bag konceptet.

Han fortæller, at hele formålet med tiltaget er at få skabt et "rum" for en mere uformel snak om sikkerhed i hverdagen, hvor alle byder ind. En god sikkerhedskultur skal nemlig komme indefra og være en naturlig del af arbejdet.

- Det handler om at holde snakken varm. Tænk lige på, hvis vi alle hver dag startede morgenen med en hurtig kop kaffe sammen med kollegerne... Det lille afbræk, hvor vi taler tingene igennem og skaber os et overblik over dagen, så vi alle kommer hjem som hele mennesker, siger Henning Laursen.

Meget mere end en termokop

Det er NCC's arbejdsmiljøafdeling, som har udviklet idéen, der nu skal bredes ud til alle afdelinger i NCC.

rich-media-2
Termokoppen uddeles til samtlige medarbejdere hos NCC i forbindelse med sundheds- og sikkerhedsugen. Pressefoto: NCC

Udover den specialdesignede termokop, skal 'Arbejdsmiljø TO GO' danne rammen for en kort og præcis kommunikation via NCC's interne medier. Formålet med kommunikationen er først og fremmest at indbyde til dialog, hvor der tales åbent om de udfordringer, der opleves i dagligdagen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En uge med fokus på sundhed og sikkerhed

NCC's sundheds- og sikkerhedsuge gennemføres i uge 18 og afvikles i alle NCC's nordiske lande. Ugen byder hvert år på en række aktiviteter, som skal fremme et sundt og sikkert arbejdsmiljø i virksomheden, herunder bl.a. træning i førstehjælp, faldsikring, beredskabsskabsøvelser, rygestop, morgengymnastik, indlæg om psykisk arbejdsmiljø, ergonomiske øvelser mv.