Abonnementsartikel

Det kommende domicil forventes klar til indflytning i slutningen af 2022 på en 17.000 kvadratmeter grund med motorvejsfacade ved Ringsted.

Helms TMT-Centret A/S er gået i gang med forberedelserne til at opføre et nyt domicil i Ringsted på Midtsjælland.

- Det er nu mere end 10 år siden, at vi etablerede egen afdeling på Sjælland. Derfor er tiden inde til at tage det næste skridt og investere yderligere i vores tilstedeværelse på Sjælland, fortæller Jakob Helms, partner hos Helms TMT-Centret, i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han siger, at formålet med at etablere et nyt domicil i Ringsted er at sikre, at virksomheden også fremover kan yde den bedst mulige opbakning til forhandlere og kunder på Sjælland og øerne.

Har købt nabogrund

- Vi har købt nabogrunden til vores nuværende afdeling, der ligger ud til motorvejen ved Ringsted. Det betyder, at vores grundareal næsten fordobles til 17.000 kvadratmeter. Og vort nye domicil får også facade ud mod motorvejen. Det er meget vigtigt for os med en central placering og moderne, funktionelle faciliteter. Mindst lige så vigtigt er det med dygtige og motiverede medarbejdere. Derfor har vi for nylig ansat to nye medarbejdere, som bliver en del af vort dedikerede medarbejderteam på Sjælland.

Bred erfaring

Den ene er Kim Schrøder Hansen, der har en stor og bred erfaring med maskiner. Kim har i hele sit arbejdsliv arbejdet med entreprenør- og landbrugsmaskiner. Først med salg og service og i de seneste 15 år som finansieringsrådgiver hos Nykredit Leasing.

Hos Helms TMT-Centret bliver Kim Schrøder Hansen distriktschef for Sjælland og øerne. Han kommer som sådan til at arbejde med udvikling af samarbejder med kunder og forhandlere samt salg til disse.

Desuden er værkstedet forstærket med John Larsen, der med sin store erfaring som servicemontør skal styrke værkstedet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Når vi flytter ud af vore nuværende bygninger, overtages stedet af Semler Agro. Dem glæder vi os til at byde velkommen til det åbenlyse centrum for maskinsalg og service på Sjælland, fortæller Jakob Helms.