Abonnementsartikel

Ajos har sammensat en beredskabspakke til danske byggepladser i form af en container, der rummer alt lovpligtigt beredskabsudstyr og mere endnu

Sikkerhed bør altid være en prioritet på en byggeplads, og det er det i langt de fleste tilfælde også. Alligevel kan der ske uheld, hvor det er nødvendigt at reagere hurtigt for at behandle en tilskadekommen, eller stabilisere indtil lægefagligt personale ankommer.

Til det formål har Ajos bygget en container, som rummer forskellige typer beredskabsudstyr. Containeren er 10 fod lang, beklædt med 95 mm isolering og forsynet med lys og varme. Væggene er beklædt med lakeret krydsfiner, og gulvene er belagt med skridsikkert linoleum.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den er udstyret med tre forskellige bårer, herunder et spineboard, som anvendes til tilskadekomne, hvor der er mistanke om skade i ryg eller nakke. En anden type båre er udviklet til at kunne transportere en tilskadekommen med en helikopter.

Derudover finder man hjertestarter, førstehjælpsudstyr, falck-kasser, øjenskyller, nødhjælpstelefon, pulverslukker og en akuttaske med blandt andet iltanlæg, folietæpper og almindelige tæpper. Der er også en række midler til behandling af brandskader.

- Containeren rummer stort set alt, hvad man kan få brug for, hvis nogen skulle komme til skade på en byggeplads, siger Johnny Bak Pedersen, afdelingschef for skure i Ajos.

rich-media-2
Containeren rummer blandt andet tre forskellige bårer. Pressefoto.

Sker der et uheld, hvor der er brug for hurtig hjælp, er det vigtigt at containeren er let at finde blandt byggepladsens øvrige faciliteter. Derfor er containeren markeret med et hvidt kors på begge sider. Også på toppen figurerer det internationale symbol for førstehjælp, så en eventuel akutlægehelikopter let kan lokalisere containeren.

- Vi kan mærke en tydelig efterspørgsel på den type udstyr på de store byggepladser, hvor de forskellige hjælpemidler godt kan være spredt ud over hele området. Med vores løsning ved alle på byggepladsen, at de som minimum finder alt, hvad der er lovkrav om, samlet i vores container, siger Johnny Bak Pedersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ajos leverede den første container til en stor byggeplads i København i uge 22, og den næste ordre er allerede undervejs.