Lyt til artiklen:

Sylvester A/S klar med nyt leasingkoncept

00:00
Hastighed: ???x
03:56

Abonnementsartikel

Kortere behandlingstid på leasing af særligt udvalgte maskiner skal give kunderne hurtigere afklaring.

Entreprenørmaskiner er en kostbar investering, som kan have afgørende betydning for driften af ens virksomhed. Især hvis man er nystartet. Derfor er leasing en meget anvendt finansieringsmulighed, når der skal ske ændringer i maskinparken.

Men proceduren omkring en leasingaftale kan være meget lang, mener Tom Sylvester, ejer af Sylvester A/S, der blandt andet forhandler kompakte Volvo entreprenørmaskiner. Han har derfor udviklet et forbedret leasingkoncept, hvor han har gjort det enkelt at lease en minigraver eller minilæsser og være kørende indenfor kort tid.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg har ladet mig inspirere af leasingmarkedet for biler og varebiler til private og erhverv, hvor man kan bestille en færdig løsning online. Den model tror jeg på også kan fungere i entreprenørbranchen, når man tilbyder standardløsninger på kompakte entreprenørmaskiner, siger Tom Sylvester.

Det nye koncept er allerede gået i luften og består af to forskellige modeller: Minigraverne Volvo EC20E og Eurocomach 12ZT. Senere vil de to elektriske maskiner, minigraveren ECR25 Volvo Electric og minilæsseren L25 Electric, samt dieselversionen ECR25D også være tilgængelig.

Populære maskiner til leasingpris

Alle maskinerne er præsenterede på Sylvesters hjemmeside, hvor det ligeledes er nøje beskrevet, hvad der følger med i prisen, og hvad der kan tilvælges. Leasingydelsen justeres med det samme ved tilvalg, så kunden er aldrig i tvivl om økonomien i aftalen.

- Vi har udvalgt en række kompakte maskiner, der er meget populære til mange typer opgaver, og tilbyder vi nu til en speciel leasingpris. Maskinerne er udrustet med særligt udvalgt udstyr, så de er klar til levering med det samme. Kunderne har på sigt også mulighed for en samlet løsning ved at tilvælge fragt, service og forsikring, forklarer Tom Sylvester.

Konceptet er udelukkende digitalt, men det påvirker ikke det sædvanlige niveau af kundeservice hos Sylvester A/S. De oftest stillede spørgsmål er præsenterede med grundige svar på hjemmesiden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- For kunderne er det vigtigt at få hurtigt svar på en leasingforespørgsel. I dag skal forhandleren først til at beregne en pris, når de henvender sig. Det er der ikke noget galt i, og det gør vi også selv fortsat. Men der er mange situationer, hvor kunderne har brug for en hurtigere proces, og det er årsagen til vores nye leasingkoncept, siger Tom Sylvester.

Koncept udvides løbende

I dag er normalen, at der går flere måneder, før den leasede maskine er klar til levering. Med Sylvesters koncept får kunderne hurtigt svar fra leasingselskabet, som Sylvester A/S samarbejder med, og efter en digital underskrift vil der typisk gå fem dage, før maskinen står klar.

- De kan bestille leasing af en maskine velvidende, at den allerede er på lager hos Sylvester. De skal ikke vente flere måneder, før den er produceret og leveret fra fabrikken. Så snart kunden er kreditgodkendt, har de en rigtig god leasingaftale, hvor de er sikret en attraktiv udbetaling og storbudgetsikkerhed, da de kender deres månedlige ydelse, fastslår Tom Sylvester.

Det er således særligt udvalgte maskiner, som er tilgængelige for denne leasingmodel, og kun så længe lager haves. Leasingaftale kan ikke flyttes til andre minigravere, minilæssere eller erhvervstrailere på sylvester-as.dk.

Leasingkonceptet vil udvikle sig løbende, og på sigt ønsker Sylvester A/S, at leveringen af en maskine ligeledes sker på en ny måde. Eksempelvis med en delvist digital instruktion i maskinen mv.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Ønsker man at opleve maskinerne på forhånd, vil de være at finde på vores adresse i Kolding, hvor det er muligt at se og prøve inden bestilling. Bestilling skal dog foregå online, men vi er kun et telefonopkald væk og er altid klar til at hjælpe, hvis kunderne har brug for faglig rådgivning til at vælge den rigtige maskine, pointerer Tom Sylvester.