Abonnementsartikel

Thomas Kingo brænder for nedbrydningsbranchen, og kan ikke huske, at han nogensinde har villet beskæftige sig med andet. Efter 15 år i bestyrelsen af Nedbrydningssektionen under Dansk Byggeri, afløser han nu Jan Brandis som formand.

De andre drenge i skolen talte om at blive brandmænd, politimænd eller togførere. Thomas Kingo selv var ikke i tvivl. Han ville arbejde med nedbrydning.

- Jeg har altid været motiveret for at arbejde med nedbrydning. Jeg har brændt for det, siden jeg var den her størrelse, siger Thomas Kingo og rækker armen ud for at vise, at han var i barnehøjde, da drømmen om at arbejde med nedbrydning fæstnede sig i ham. Han husker det som om, at han altid har brændt for faget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den 41-årige administrerende direktør for familievirksomheden Kingo Karlsen A/S er født og opvokset i branchen, og er nu ny formand for Nedbrydningssektionen under Dansk Byggeri. Han afløser dermed den mangeårige formand Jan Brandis. Den afgående formand beskriver Thomas Kingo som en fin fyr, dygtig og begavet. Thomas Kingo selv karakteriserer sig som ydmyg og arbejdsom med et stort hjerte for branchen.

- Den dag jeg ikke er her mere, vil jeg gerne efterlade noget, vi kan være stolte af. Jeg vil gerne være med til at flytte branchen fremad, siger Thomas Kingo.

Flere opgaver skal løftes

Med en udvidet bestyrelse i Nedbrydningssektionen, der til generalforsamlingen den 2. juni bød to nye medlemmer velkomne, er der mulighed for at tage flere opgaver ind end hidtil. Derudover mener Thomas Kingo ikke, at de cirka 20 medlemsvirksomheder vil kunne mærke, at der er kommet en ny formand.

- Jeg er selvfølgelig en anden person end Jan, men jeg har været med i 15 år i bestyrelsen, og jeg kender til, hvad vi skal. Jeg tror mere, at udvidelsen af bestyrelsen vil medvirke til, at det måske vil være muligt for os at løfte flere opgaver de kommende år, siger Thomas Kingo.

Et stort punkt på dagsordenen er regeringens PCB-handlingsplan. Miljøstyrelsen har bedt Nedbrydningssektionen om input til de praktiske løsninger, der skal udvikles for at få handlingsplanen implementeret.  Her er det Nedbrydningssektionens mål at videregive den praktiske viden, de har om at få farlige stoffer ud af materialer, samtidig med at de vil støtte op om at sikre ensartede regler for alle.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er nemlig ressourcekrævende at skulle udtage farlige stoffer som eksempelvis PCB, bly og asbest, og de virksomheder, der ikke gør det, har derfor en konkurrencemæssig fordel, hvis man udelukkende kigger på pris.

- Halvdelen af arbejdet ligger i at tage miljøfarlige stoffer ud af bygningerne, så selvom det koster, skaber det også arbejdspladser, siger Thomas Kingo.

Lyst til at gøre en forskel

Thomas Kingo oplever, at bygherrer i stigende grad vælger de virksomheder fra, der ikke overholder reglerne.

- De vil ikke have det hængende på sig at løbe den kæmpe risiko, det er, at bruge folk der ikke har styr på det. Det er en kæmpe risiko, ikke mindst for de medarbejdere der risikerer at blive eksponeret for de farlige stoffer og for miljøet, som vi skal give videre til den næste generation, siger Thomas Kingo.

Miljøet, og det at give noget videre til næste generation, er vigtigt for Thomas Kingo. Det var det også for hans bedstefar Jens Kingo Carlsen, som er grundlæggeren af familievirksomheden Kingo Karlsen A/S.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Han tænkte meget i helheder, og var meget opmærksom på økologi, selvom man ikke kaldte det økologi dengang.  Det var vigtigt for ham at være ærlig og ordholdende, og han satte en ære i at levere et ordentligt stykke arbejde og behandle sine medarbejdere ordentligt, siger Thomas Kingo.

Thomas Kingo tænker på samme måde, og derfor var han ikke i tvivl om, at han skulle sige ja tak til formandsposten i Nedbrydningssektionen.

- Jeg har lyst til at gøre en forskel. Vi kan ikke være bekendt at overlade en stor regning til næste generation. Vi skal passe på de få ressourcer, vi har, og udnytte dem. Jeg mener, at alle er født til lige muligheder, og jeg mener ikke, at jeg har en større ret til at bruge ressourcerne end folk på en anden side af jorden, siger Thomas Kingo.

Ny uddannelse er på vej

Selvom bestyrelsen endnu ikke har holdt det første bestyrelsesmøde, efter den har konstitueret sig, er der allerede et par konkrete tiltag i støbeskeen.  Der skal udarbejdes vejledninger for at sikre, at bygherrer har tilgang til den nødvendige viden, og der barsles med en ny planlæggeruddannelse.

Den skal laves som supplement til den halvandet år lange nedrivningsuddannelse, Sektionen i forvejen udbyder, og den har fokus på planlægning i forbindelse med nedbrydningsprojekter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Nedbrydning er ikke bare noget, man bare gør. Det kræver en specialviden, og der er meget planlægning forbundet med de analyser og tests, der skal foretages inden og under en nedbrydning. Man skal have viden og kompetencerne til at skille tingene rigtigt ad, uden at medarbejdere og miljøet kommer til skade ved det, siger Thomas Kingo.

Kaldt hjem til jobbet

Selv har Thomas Kingo læst til ingeniør på Aalborg Universitet, indtil han i 1996 - før studierne sluttede - blev kaldt hjem til jobbet som administrerende direktør i Kingo Karlsen A/S. Hans far havde nogle år før været i en ulykke, og det var tid til, at en ny direktør satte sig i stolen. På det tidspunkt var Thomas Kingo 25 år.

- Det var ikke uden kriller i maven, men jeg har altid lært, at man skal omgive sig med gode, dygtige folk, og dem har vi i virksomheden, siger Thomas Kingo.  

Det år, Thomas Kingo blev administrerende direktør, var året, hvor Nedbrydningssektionen forhandlede branchens egen norm NMK96 på plads med daværende miljøminister Svend Auken. Den er på vej til at blive revideret, og det samme er AB 92. Her håber Nedbrydningssektionen at kunne få afskaffet de fem års garanti, der i dag skal stilles, når et nedbrydningsprojekt påbegyndes.

- Garantien giver ikke mening, og mange vælger jo også at nedskrive garantien til nul, når jobbet er færdigt, siger Thomas Kingo.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Selvom der er nok at se til med formandsposten, jobbet som administrerende direktør og familien, er Thomas Kingo ikke i tvivl.

- Jeg er landet i mit drømmejob. Der er ikke noget andet sted, jeg hellere vil være, siger han.