Abonnementsartikel

Materialeudlejningsfirmaet Ramirent har oprustet med indkøb af nye maskiner

Ramirents 21 lokale kundecentre efterspørger i stigende grad materiel til at efterkomme kundernes ønsker. Derfor er der indkøbt et større parti materiel til et tocifret millionbeløb til at udvide de lokale maskinparker, oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Ramirents hovedfokus er at servicere kunderne og deres løsningsbehov, og når efterspørgsel øges, køber vi selvfølgelig ind så vores beholdning matcher kundernes forventninger, fortæller Ramirents salg & marketingchef André Bakke.

Han oplyser, at der er købt en del Komatsu PC09-1 minigraverer (1 ton), og samtidigt er man ved at ombygge hele minigraverflåden, så alle gravemaskiner over 2 tons bliver udstyret med hydraulisk skifte.

På den måde kan føreren skifte udstyr uden at forlade kabinen.

Vil imødekomme efterspørgslen

Ramirent oplever også stor interesse for materiel til betonarbejde, hvorfor der er indkøbt en række maskiner - fra nye Atlas Copco hydraulikhammere, bjælkevibratorer og glittemaskiner, til armeringsklippere fra Sima.

- Med efterårets komme ved vi af erfaring, at vejret kan give udfordringer, både på byggeplads og privat, og her vil Ramirent også forsøge at imødekomme efterspørgslen med et større indkøb af lænsepumper, vandstøvsugere og varmeblæsere, siger André Bakke.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derudover har Ramirent investeret i flere Robin generatorer, HTC gulvslibemaskiner, Atlas Copco pladevibratorer og elværktøj fra Hilti.

Ramirents kunder omfatter entreprenørbranchen, industrien, den offentlige sektor samt mindre håndværksmestre og private.