Abonnementsartikel

Giver det mening at deltage i en landbrugsmesse, når en stor del af branchen var samlet på Entreprenør & Håndværk for kun seks måneder siden?

Der er sjældent fuld enighed i store grupperinger, og når snakken falder på Agromek - Nordeuropas største landbrugsmesse - er der også utilfredse miner flere steder i entreprenørkredse.

Vi skal kun tilbage til begyndelsen af maj i år, hvor branchens flagskib Entreprenør & Håndværk (E&H) samlede maskinproducenter, leverandører og kunder til fremvisninger, demonstrationer og dialog. I øvrigt også på MCH Messecenter Hernings areal i samarbejde med MCH, men dengang udenfor de mange udstillingshaller, hvor Agromek - som sædvanligt - finder sted indenfor i slutningen af denne måned.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ganske vist druknede E&H mere eller mindre i regnen, men hvorfor skal entreprenørbranchen bakke op om endnu en stor messe, der i sit udgangspunkt henvender sig til en helt anden branche? Det skal retfærdigvis tilføjes, at kritikken ikke kan tilskrives en repræsentativ gruppe, idet mængden af utilfredse tilkendegivelser er for lille.

Også kunder i landbruget

Deres undren er dog en realitet, men Michael Husfeldt, branchedirektør for Maskinleverandørerne, hvis medlemmer udstiller samlet på Agromek i Hal C, understreger, at der er en god forklaring bag.

Maskinleverandørerne har eksempelvis siden 2007 haft en aftale med Agromek, som indebærer at brancheorganisationen bakker op og har en samlet profil i Hal C.

- Blandt vores medlemmer har 90 procent også en fod indenfor hos kunder i landbruget. Samtidig er Agromek den eneste indendørs udstilling i vinterhalvåret, hvor landbruget ligger lidt stille, forklarer Michael Husfeldt.

Hal C rummer 10.000 kvadratmeter, og den er reserveret til entreprenørmaskiner og maskiner til den grønne sektor.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er rigtig god opbakning til vores ide om at samle entreprenørmaskiner og andre maskiner rettet mod branchen i én stor hal på Agromek, lyder meldingen i en pressemeddelelse fra formanden for Entreprenørsektionen i Maskinleverandørerne, Hans Holm, som også er administrerende direktør i Johs. Møllers Maskiner A/S.

Legitimt frafald

Det udsagn kan diskuteres. En gennemgang af Agromeks udstillerliste fortæller, at blandt de 23 medlemmer af Maskinleverandørernes sektion "Park, Vej & Anlæg" deltager de 18. Fra "Entreprenørsektionen" deltager kun 11 af 21 medlemmer. Umiddelbart et meget stort frafald, men det skyldes, ifølge branchedirektøren, almindelig sund fornuft.

- Vi har en frivillig aftale med vores medlemmer om Agromek. De er ikke forpligtede til at deltage, og der er nogen, hvis produkter ikke giver mening at præsentere her. De har frihed til selv at bestemme, og vi vil på ingen måde tvinge dem til at deltage, og på den måde pålægge dem en stor udgift, understreger Michael Husfeldt.

Blandt de fraværende er blandt andet leverandører af knuse- og sorteringsanlæg.

Meget spændt

Internt i Maskinleverandørerne er medlemmerne blevet præsenteret for et markedsføringsoplæg om de kundegrupperinger, de kan komme i kontakt med på Agromek.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Grupper som boligforeninger, entreprenørfirmaer og kommunerne er nogle af dem, som vores medlemmer gerne vil have fat i. Med Maskinleverandørernes deltagelse i Agromek tilføjer vi de nævnte målgrupper. De er selvfølgelig ikke nye, men denne gang går vi mere målrettet efter dem, og det er jeg meget spændt på, om det lykkes. Det er den enkelte udstiller, som fredag, når messen lukker, gør op med sig selv, om det var det værd. Det skal vi selvfølgelig evaluere efterfølgende i Maskinleverandørerne, men jeg tror på en god oplevelse for vores medlemmer, siger Michael Husfeldt.