Abonnementsartikel

Mange tusinde husstande skal have kloakering lagt ind - det koster op mod 80.000 kroner, og det har ikke alle råd til.

Inden udgangen af 2015 skal 38.000 ejendomme i landdistrikterne have enten forbedret rensning eller kloakere. Det har regeringen fastsat i vandplanerne, og selvom det skyldes en god hensigt om at skåne miljøet, så kan det blive en katastrofe for den enkelte husstand. Det skriver dagbladet Børsen.

Prisen for at få indlagt kloakering kan nemlig løbe op i betydelige summer, helt op til 80.000 kroner. Heraf tegner selve den kommunale tilslutning sig for en udgift på 35.000 kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Miljøministeriet anslår, at cirka 2.300 husejere i målgruppen ikke vil være i stand til at betale regningen. Disse familier risikerer politianmeldelse og dagbøder - og i sidste ende at deres ejendom sættes på tvangsauktion.

Dybt tåbeligt

- Det er dybt tåbeligt, og samfundsøkonomisk hænger det heller ikke sammen. De her mennesker sættes på gaden, og dermed gøres der en social sag ud af det. Der er ingen vindere, kun tabere, siger Rene Christensen (DF), medlem af Miljøudvalget i Folketinget, til avisen.

Han er blandt andet harm over, at BoligJobordningen (håndværkerfradraget) - som ellers kunne betale lidt af regningen - nu er blevet afskaffet. Dermed står de berørte familier uden reelle støttemuligheder ved kloakeringen.

Ifølge Børsen er miljøminister Ida Auken (SF) klar over problemstillingen.

- Man kan ikke lukke øjnene for, at problemstillingen er der. Derfor beder vi kommunerne om at sørge for, at indsatsen mod spildevand især sker de steder, hvor folk har råd til det - og så tage hensyn til nogle af de svageste borgere ved for eksempel at give henstand på betaling af tilslutningsbidraget, siger hun til Børsen.