Abonnementsartikel
32 maskiner blev solgt i løbet af to dages åbent hus, der havde næsten 3000 besøgende.
Da Scantruck A/S i Skive afviklede fjerde udgave af maskinfirmaets egen udstilling, ScanMek, i januar 2012, blev der blev solgt ikke færre end 28 maskiner. Da Scantruck så bød til ScanMek 2013 fredag den 25. og lørdag den 26. januar, var det med forhåbninger, men ikke forventninger om noget tilsvarende.
- Dette års ScanMek har formået at overgå vore vildeste forventninger. I løbet af de to udstillingsdage fik vi besøg af næsten 3000 gæster. Sidste år nåede vi lige godt og vel over 2500. Og vi solgte 32 maskiner. Både besøgstallet og salgstallet er nye rekorder, fortæller salgschef Henrik Kirketerp-Møller hos Scantruck.
Goddag til Mustang
Vanen tro blev lørdag den helt store besøgsdag. Fredag åbnede med omkring 750 yderst seriøse gæster, og lørdag blev der så for alvor run på Scantruck-hovedkvarteret i Skive. Scantruck benyttede lejligheden til at præsentere nyeste medlem i familien af markante maskinmærker.
Fra 1. marts er det Scantruck, der er dansk importør af de små læssemaskiner fra Mustang. En maskinserie, der falder helt perfekt i hak med importen og forhandlingen af Atlas, som lige er en tak større.
- Atlas tager over i produktserien, hvor Mustang slipper. Dermed har vi en perfekt serie af læssere, fordi vi derefter kan byde på både gummihjulslæssere fra Komatsu og teleskoplæssere fra Manitou, siger Henrik Kirketerp-Møller.
Sælgerne får travlt
Han forventer i øvrigt, at salgstallet i direkte relation til ScanMek ikke stopper ved de 32 maskiner.
- Både jeg og mine kolleger fornemmede tydeligt, at der begge udstillingsdage var endnu mere maskinsnak end tidligere. De næsten 3000 gæster var seriøse fagfolk, hvor mange heldigvis havde taget familie med til en fælles oplevelse, fortæller Henrik Kirketerp-Møller
- Der blev skabt rigtig mange fine kontakter, og jeg er sikker på, at vores sælgere får rigtig meget at se til også de næste uger, afslutter salgschefen.