Abonnementsartikel

Et samarbejde mellem Omø A/S og J. Jensen A/S har skabt et nyt miljøsaneringssystem, der holder styr på de skadelige stoffer.

Gennem de seneste år har fokus på bly og pcb ved sanering og renovering været stigende. Begge hører de til blandt verdens farligste miljøgifte, og de udgør et massivt problem i mange danske bygninger og ejendomme, hvor stofferne især har været anvendt fra 1950'erne og frem til 70'erne.

Tidligere metoder for sanering af overflader og materialer indeholdende bly og pcb har typisk været fræsning, slibning, hugning og traditionel sandblæsning. Alle er metoder, hvor der er stor risiko for spredning i form af støv og forurenet vand til det omgivende miljø.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Samtidig har der også været en særlig udfordring i forhold til håndtering af de store affaldsmængder med bly og pcb. Den traditionelle saneringsform med fræsning, slibning, nedhugning og sandblæsning, genererer større affaldsmængder, bestående af blæsemateriale og sanerede bygningsmaterialer, som alt sammen skal behandles og deponeres som farligt affald.

Den udfordring har nedbrydningsfirmaet J. Jensen A/S i samarbejde med den danske virksomhed Omø A/S, der er specialiseret i behandling og afrensning af facader og stålkonstruktioner. Sammen har de indkøbt og videreudviklet et særligt anlæg til afrensning af eksempelvis bly- og pcb-holdige materialer.

Fandt model i USA

Løsningen er navngivet Sponge-Jet. Den består af et komplet lukket system, hvor der anvendes et særligt absorberende svampeblæsemiddel fra USA og et nyudviklet kulfiltersystem. Afrensningen foregår med små specielle svampe, der med stor kraft blæses på eksempelvis en maling, der indeholder pcb.

Svampene absorberer de miljøskadelige stoffer, så i stedet for at pcb'en flyver rundt i luften, knyttes den til svampene, hvilket gør håndteringen væsentligt nemmere.

De små svampe fås i flere varianter med forskellige hårdheder og overflader alt efter behov.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- En af mine kolleger så systemet anvendes på en udstilling i USA for cirka to år siden, og vi endte med at leje et anlæg gennem en dansk forhandler. Det var et simpelt lille anlæg, som egentlig er beregnet til skibsindustrien. Det var rigtig godt til afrensning, men de små svampe lå ud over det hele bagefter, fortæller Kim Østergaard fra J. Jensen A/S.

Firmaet valgte sammen med Omø A/S at lave systemet helt om, så der kom styr på svampene, for selv om svampenes absorberende funktion fjernede det støv, som traditionelt gjorde udsynet meget dårligt, var det et stort arbejde at holde styr på de brugte svampe.

Lukket system

Foruden at få bedre styr over støvet på arbejdsstedet har de to samarbejdspartnere også sikret bedre kontrol over det affald, som skal bortskaffes efterfølgende. De personer, som udfører afrensningen, skal fortsat sikre sig med dragter og åndedrætsværn, og arbejdsstedet bliver forsat forseglet.

Svampene suges efter brug ud i et stort filter og opsamlingsanlæg, som er bygget ind i en 20 fods container, der kan placeres 100-200 meter fra arbejdsstedet. Udsugningen er lukket hele vejen, og i containeren sorteres blæsemidlet fra det farlige affald. Det betyder igen, at mængden af miljøskadeligt affald reduceres væsentligt ved Sponge-Jet anlægget.

Et specielt Hepa-filter sikrer mod spredning af støvpartikler, og et nyudviklet kulfilter sikrer mod udslip af pcb gasser. Det gør også arbejdet med miljøsanering og nedrivning mindre risikofyldt for medarbejderne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bly og pcb fjernes i forseglede beholdere direkte fra containeren, og blæsemidlet renses og genbruges. Styreskabet, som sikrer, at alt kører, som det skal, lukker automatisk ned ved eventuelle fejl for at sikre imod udslip af de giftige stoffer.

Forbedre branchens ry

Det giftige affald ender i stålfade foret med endeløse poser. Her forsegles det, og det kan efterfølgende let transporteres til deponi og destruktion.

Kim Østergaard påpeger, at Sponge-Jet ikke tilfører yderligere affaldsmængder til saneringen, idet der ikke bliver brugt sand til at rense af med. Der renses endvidere med et langt lavere tryk.

Der knytter sig nogle forretningshemmeligheder til Hepa-filteret, som er udviklet med tredje part.

- For at sikre at kvaliteten er i orden, har vi desuden involveret virksomheden Golder Associates til at kontrollere at filteret lever op til sine specifikationer. Vi vil gerne gå forrets og være miljørigtige. Branchen har i mange år haft et ry for at være uanstændig. Alle i branchen har et kæmpe ansvar for hele tiden at arbejde på at forbedre sig. Vi har brugt lang tid på at udvikle metoden og samle stumperne, og det har kostet mange penge, siger Kim Østergaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han bemærker i øvrigt, at firmaerne har optaget et patent på systemet herhjemme, men at deres ambitioner ikke er globale.

- Ønsket er, at systemet skal ud i den store verden, men vi vil ikke forfølge et verdensomspændende patent, da vi ikke har kapacitet til det. I andre lande må firmaer gerne begynde at kopiere os. Vores fokus er at være foran, og vi er allerede i gang med forbedringer til anlægget. Blandt andet et rensehoved, som samtidig suger brugte svampe væk. Fokus er ikke på os selv. Vi vil gerne byde ind med noget, som branchen kan nyde godt af, konstateret Kim Østergaard.