Abonnementsartikel

Både branchefolk og byens borgmester mødte op til indvielsen af et nyt salgs- og servicecenter.

Det skete med manér, da Scantruck rykkede ind i Ringsted. Det nybyggede, 2000 kvadratmeter store salgs-og servicecenter midt på Sjælland fik den officielle snoreklipning af Ringsteds borgmester, Niels Ulrich Hermansen. Men allerede inden byens førstemand havde kappet den røde snor og budt Scantruck velkommen til Ringsted, var centret i fuld gang med at byde de sjællandske kunder velkommen.

- Det var en fuldstændig overvældende dag, hvor flere end 500 kom for at byde os velkommen og se det nye salgs- og servicecenter. Vi fik besøg af mange virksomhedsejere, men også rigtig mange maskinførere, som jo er dem, der skal have deres arbejdsdage i maskinerne. At vi så allerede på åbningsdagen solgte fem maskiner, havde vi faktisk ikke regnet med. Men det var naturligvis med til at gøre dagen ekstra fantastisk, siger Scantrucks salgschef, Henrik Kirketerp-Møller.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Nu er Scantruck-centret i Ringsted indviet, og hele staben er klar til hverdagen med masser af maskiner ud af huset og reparation af service af alle mærker. Fra start har vi 21 medarbejdere tilknyttet Ringsted-afdelingen, men jeg forventer, at vi ret hurtigt får behov for at øge bemandingen, fortæller salgschefen.

Det nye Scantruck salgs- og servicecenter på Kærup Parkvej i Ringsted er på 2000 kvadratmeter og afløser Scantrucks hidtidige bofællesskab med søsterfirmaet NC Nielsen i Karlslunde. Den 11,5 meter høje bygning rummer værksted på næsten 500 kvadratmeter, stort lager, vaskehal, 526 kvadratmeter udstilling samt kontorer, mødelokaler og mandskabsfaciliteter.