Abonnementsartikel

Byggros A/S plukker fra hele koncernens produktpalette for at give kunderne den rigtige løsning.

En fuldstændig beskrivelse af produktudbuddet hos den danske virksomhed Byggros A/S vil blive en omfattende affære. Kogt ned til få linjer beskriver de på deres egen hjemmeside sig som "markedsleder i Danmark og Sverige inden for flere specialprodukter og -systemer til bygge- og anlægsbranchen".

- Vi er i bund og grund en handelsvirksomhed, som importerer specialprodukter - fortrinsvis fra Europa - og tilpasser dem til det nordiske marked. Det drejer sig om nicherelaterede varer med specifik anvendelse, som vi sætter sammen til løsninger til vores kunder. Kunsten er at få det til at lykkes, siger Anders Kjeld, administrerende direktør i Byggros A/S.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Løsning gennem rette kombinationer

Udbuddet spænder vitterligt meget bredt, og alene inden for vejbranchen er mulighederne mange. En af virksomhedens vigtigste opgaver er at udfylde rollen som kombineret sparringspartner og problemknuser over for kunderne, der typisk er rådgivningsvirksomheder i form af ingeniører eller landskabsarkitekter, eller udførende virksomheder som entreprenører, håndværksvirksomheder eller anlægsgartnere.

- Vores hovedfokus er at finde de rigtige løsninger, og i den forbindelse kan vi godt kombinere varerne på kryds og tværs af koncernen, siger Anders Kjeld med henvisning til de øvrige selskaber i Byggros Holding, som har hver deres forretningsområde i form af miljøteknik, varmeløsninger, tekniske artikler samt membranløsninger.

Byggros A/S fokuserer på byggeri og anlæg, og et anlægsprojekt af en ny vej er et godt eksempel på et projekt, hvor flere af virksomhedens løsninger kommer i spil.

- Der kan være behov for en støttekonstruktion, asfaltarmering eller geonet til jordstabilisering. På en given strækning er der ofte brug for mange forskellige løsninger, forklarer Anders Kjeld, som i samme åndedrag også angiver virksomhedens bevidste afgrænsninger:

- Vi beskæftiger os ikke med kloakrør eller håndterer forurenet jord. Det er nogle helt andre arbejdsområder, og det er der andre, der er gode til.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ønsket er at være totalleverandør af de ønskede varer til en anlægsløsning. Det indebærer rådgivning og opbakning til den udførende aktør. Men det er ikke et spørgsmål om at slå op i en mappe og finde en i forvejen nedskrevet løsning.

- Ikke to projekter er ens, så der er ikke tale om nogen standardløsninger. De varer, vi leverer, skal gerne frembringe den løsning, som kunden har ønsket, og på den måde tilføre dem en værdi i mange år, siger Anders Kjeld.

Behov for forstærkning

Et af nicheprodukterne til vejanlæg er HaTelit armeringsnet. Det anvendes i asfalt som en metode til forebyggelse af revner i vejbelægningen. Det skaber en højere brudstyrke på den vandrette led ved at sprede trykpåvirkningen fra trafikken ud. Det nedsætter risikoen for revnedannelser.

Test har blandt andet vist, at en armeret belægning tåler 50 procent højere belastning end den uarmerede belægning. På vejstrækninger med tæt trafik forebygger armeringen eksempelvis trykdannelsen af kørespor, og på landingsbaner i lufthavne er belastningen på underlaget også ekstrem, hvilket fordrer en forstærkning.

- Udviklingen i vejaktiviteterne hos os er meget afhængige af aktiviteterne i anlægssektoren. Behovet for nicheprodukter er relativ konstant over tide med en svag vækst som udvikling. Det kan sagtens afvige +/- 20 procent fra normalen et år, men over tid er der akkumuleret en vækst. Den er ikke tocifret, men den er der, siger Anders Kjeld.