Abonnementsartikel

JCB har givet deres nyeste minigraver ekstra kilo i bagenden som ballast.

En minigraver hører ikke blandt entreprenørbranchens mest avancerede maskiner, men deres mange funktioner gør dem uundværlige. En rendegraver kan byde ind med sin gravefunktion, men når det kommer til kompakthed i kombination med graveegenskaber, er der ingen vej uden om minigraveren.

JCB sendte tidligere på året modellen 8026 CTS på det danske marked, og den har PowerGear testteamet nu haft fingrene i. Overordnet set får maskinen mange rosende ord med på vejen, og især den nyudviklede hydraulikblok, som sikrer et solidt olieflow til maskinens funktioner, får stor anerkendelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og så må det konstateres, at der i branchen tilsyneladende er en genopdaget efterspørgsel på store bagdele.

Se minigraveren i aktion ved at klikke her.

Mere ballast

CTS i modelnavnet henviser til "Conventional Tail Swing" eller på dansk: traditionel svingradius. Frit oversat til branchesprog betyder det, at maskinen har en lidt større bagdel end mange andre minigravere, og på den måde går den imod "moden" inden for branchen.

Man skal ikke længere tilbage end til Bauma i München i april i år for at finde masser af nye minigravere, som har kompakte bagdele. Men JCB 8026 CTS går altså den anden vej, og det er ikke en handling, der er taget ud af det blå. I forvejen har JCB minigraveren 8025 ZTS, hvor endelsen står for "Zero Tail Swing" - altså den kompakte bagdel.

Men der har fortsat været en efterspørgsel på en minigraver, hvor der var mere ballast, og det har branchen så fået med 8026 CTS, der er bygget til at kunne transporteres på en maskintrailer til 3.500 kilo.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hurtig hejs og krøjning

På testområdet i Ulfborg er der langt til nærmeste forhindring, så maskinens funktion i kompakte miljøer var svær at teste. Dog demonstrerede den rigtig god gravefunktion både tæt på maskine og længere fra.

- Det er en rigtig fin maskine, som er meget nem at føre. Især ved planeringsopgaver er den rigtig god, mener Jens Suusgaard, som bakkes op af Niels Kristian Andersen:

- Maskinen er meget behagelig at arbejde med. Den lever op til forventningerne.

Han kan sagtens udfordre maskinens stabilitet ved at strække gravearmen ud i fuld længde med fuld skovl, men det tager han selv meget roligt.

- Den klarer stabilitetsopgaven uden problemer. Selvfølgelig kan den provokeres til at vippe lidt, men der er den ikke forskellig fra andre minigravere, understreger Niels Kristian Andersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Både i forhold til brydekraften og hurtighed ved henholdsvis hejs og krøjning scorer 8026 CTS topkarakterer, og det samme er tilfældet ved stabiliteten samt førnævnte planeringsopgave.

Hydraulikken scorer også topkarakterer fra alle tre testere.

- Det hydrauliske system fungerer bare og giver rigeligt med olie til alle funktioner. Den kan både køre og krøje samtidig, hvor der er andre maskiner, som har problemer, siger Jens Suusgaard, der igen er helt på linje med Niels Kristian Andersen:

- Hydraulikken virker kvik, og er hurtig at arbejde med - også ved kombinerede bevægelser. Den er kvik til at krøje, og overordnet set er den bestemt til den positive side, mener han.

Små skønhedspletter

I det hele taget klarer maskinen sig rigtig fornuftigt, og især med funktionerne under gravearbejdet scorer den højt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Når det kommer til selve førerkabinen, falder karakterer også udelukkende positive ud med topkarakter til både varmefunktionen og manøvrehåndtagenes følsomhed. Man er ikke i tvivl om, at man har slået varmen til eller ej, og selv på en råkold efterårsdag bliver kulden hurtigt jaget på flugt.

- Det er et stort og velkendt problem, når et varmeapparat ikke kan tø vinduerne op. Det vil ikke ske her, siger Jens Suusgaard.

Når man så sidder inde i maskinen, er komforten generelt helt i orden. Der er ikke de store forkromede detaljer, men testteamet ligger vægt på, at minigraverkategorien ikke inviterer til luksus. Det, der er, skal virke, og det gør det også i JCB 8026 CTS.

Dog med et par skønhedspletter.

- Der er ingen besvær med at komme ind i maskinen, og man sidder bekvemt, selv om sædet er noget kort. Men udsynet til det lille display er noget rod. Det er jo gemt under højre arm, når man arbejder, siger Peter Grimstrup, der heller ikke er helt tilfreds med betjeningsknappen til tiltfunktionen, som han finder "ulogisk".

Artiklen fortsætter efter annoncen

Både Peter Grimstrup og Niels Kristian Andersen har givet instrumenternes aflæselighed bundkarakter, mens Jens Suusgaard ikke ser det som et problem, og hans karakter sender den samlede vurdering op på middelkarakteren "god".

Det er selvfølgelig en smagssag, og på et andet punkt er testerne heller ikke helt enige i karaktergivningen. Det er det korte sæde, som både Peter Grimstrup og Niels Kristian Andersen giver en middel karakter.

- Der er ikke meget at rutte med, når man sidder og arbejder, konstaterer Niels Kristian Andersen, og Jens Suusgaard er enig, om end han har givet den laveste karakter:

- Jeg havde sædet helt tilbage, og så passede det mig fint. Men der er mange, som er højere end mig, og så ser jeg sædet som et problem.

God og gedigen

Ingen af utilfredshederne er dog i nærheden af at forstyrre det samlede indtryk af JCB 8026 CTS som værende en rigtig god minigraver fra top til bund. Den har et velfungerende bæltedrev, som med den ekstra ballast i bagdelen er med til at give en stabil undervogn og en god dozefunktion.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hydraulikken er dens helt store force, og fordi maskinen kan multitaske med hydraulikolien takket være den nye hydraulikblok, løber den aldrig træt i funktionerne.

- Det er en maskine, der mest er som gennemsnittet af den størrelse minigraver. Det skal ikke lyde negativt. Jeg ville ikke være ked af at købe den, og jeg ved ikke, hvad man skulle bruge mere, som den ikke allerede har, siger Peter Grimstrup, der ikke har noget imod JCB's tiltag, som han selv betegner som en "genindførelse af bagender".