Abonnementsartikel

Der er indgået en finanslovsaftale, hvor politikerne har fundet finansiering til et stort fynsk anlægsprojekt.

Der er med finanslovsaftalen mellem regeringen, Venstre og Det Konservative Folkeparti afsat 1,1 milliarder kroner til et statsligt tilskud til en letbane i Odense.

Letbanen bliver 14,4 km lang og skal blandt andet betjene Odense Banegårdscenter, Rosengårdscenteret, Syddansk Universitet, Nyt Odense Universitetshospital og Hjallese Station.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Letbanen forventes at få cirka 10-11 millioner passagerer årligt, og det er planen, at den åbner i 2020. Der er allerede igangsat en VVM-undersøgelse, og det egentlige anlægsarbejde forventes igangsat i 2016. Foruden staten bidrager Odense Kommune og Region Syddanmark også til finansieringen af letbanen.

Glad minister

- Det er rigtig glædeligt for borgerne i Odense og byens erhvervsliv, at det har været muligt at afsætte midler, som sikrer, at Danmarks tredjestørste by nu også kan få en letbane. Der er ingen tvivl om, at letbanen vil sikre et robust kollektivt trafiksystem i Odense, siger transportminister Pia Olsen Dyhr og fortsætter:

- Der er efterhånden vedtaget letbaneprojekter i både Aarhus, langs Ring 3 i Storkøbenhavn og nu også i Odense. Letbaner er en både grøn og effektiv transportform særligt i større byer, hvor der er et stort passagerpotentiale, siger Pia Olsen Dyhr.

Tilfreds branche

Finanslovsaftalen mellem regeringen og den blå opposition får i det hele taget ros fra Dansk Byggeri, efter blandt andet vækstfremmende skatte- og afgiftslettelser kom i hus sent tirsdag aften.

- Det er glædeligt, at der indfandt sig en ansvarlighed med fokus på netop vækst og beskæftigelse i elvte time. En aftale, som må betegnes som en gevinst for det erhvervsaktive Danmark, siger administrerende direktør Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er at betragte som et godt vækstinitiativ, når regeringen sammen med Venstre og de Konservative vælger at fremrykke aftalte skattelettelser for 2015 til 2014. Det er her, vi skaber det økonomiske grundlag for de velfærdsinitiativer, som der også er gjort plads til i aftalen med VK, lyder det fra Lars Storr-Hansen.