Abonnementsartikel
HMN Entreprenøren A/S har etableret brohoveder i Thisted og Silkeborg.
Finanskrisesnakken har det med at frembringe eller forstærke negative tanker om entreprenørbranchens udvikling. Det er naturligvis relevant at forholde sig til markedets udvikling, men så skylder man sig selv om sin omgangskreds også at forholde sig til de mange positive historier, som også præger branchen.
En af dem involverer Løgstør-firmaet HMN Entreprenøren A/S. De har netop erhvervet entreprenørfirmaet Graversgaard A/S i Lemming nord for Silkeborg, hvor den hidtidige ejer, Kasper Graversgaard, nu er ansat som afdelingsleder. Hans seks ansatte arbejder også videre med de lokale projekter for den nye ejer.
HMN Entreprenøren A/S har i forvejen cirka 55 mand ansat i Løgstør og kunne i 2013 præstere en omsætning på 68 millioner kr.
- Jeg er ikke meget for betegnelsen "Udkantsdanmark", men faktum er, at der ikke sker så meget i Løgstør-området, som der gør andre steder i landet. Alle opgaver i en radius af 50 km fra os kan varetages af hovedvirksomheden, forklarer Henrik Christensen, direktør for HMN Entreprenøren A/S.
Fælles vinding
Derfor søgte virksomheden mod syd efter yderligere aktiviteter, og løsningen fandt de i den lille landsby Lemming nord for Silkeborg.
- Vores tanke var at finde en mindre virksomhed lig os, hvor vi også kunne tegne en cirkel med en 50 km radius. Med Graversgaard A/S fandt vi et firma, som var i det rette segment for os. De oplevede, at mange opgaver var for store til deres egen størrelse, men de ville gerne mere, fortæller Henrik Christensen.
HMN Entreprenørens overtagelse af Graversgaard A/S var således til fælles vinding, da sælger nu får tilført væsentlig større volumen, og køber får bredt sig længere ud geografisk.
Vigtigt at udvikle
Samtidig ved opkøbet i Lemming har HMN Entreprenøren A/S oprettet en afdeling i Thisted med en projektleder og en stab på cirka ti ansatte.
Baggrunden for ekspansionen i Thisted er, at Løgstørfirmaet har indgået en flerårig rammeaftale med Thisted Fjernvarme omfattende graveentreprisen i forbindelse med ledningsarbejder, genretablering efter opgravning af fortove og kørebaner, nødvendig skiltning og håndtering af om muligt forurenet jord.
- Vi udfører mange entreprenøropgaver inden for kloakering og opgravning for fjernvarme, primært i det nordjyske område. Ved at ekspandere i Silkeborgområdet skaber vi et godt udgangspunkt for flere opgaver i det midtjyske område, og på samme måde er det en stor fordel for os at have et brohoved i form af en afdeling i Thisted, understreger Henrik Christensen.
Det er endvidere lykkedes HMN Entreprenøren at få godkendt et projekt på Nørrekær Enge Dige ved Løgstør til modtagelse af 125.000 kubikmeter overskudsjord, hvilket vil skabe yderligere beskæftigelse i Vesthimmerland.
- Selvom der er hård konkurrence, gælder det om hele tiden at udvikle virksomheden, sådan som det nu er tilfældet, fastslår Henrik Christensen.