Abonnementsartikel

Styret underboring er ikke længere en afgrænset niche, men Danboring A/S vil ikke bryde fokus på sit specialområde.

"Jeg havde aldrig drømt om, at det ville blive så stort".

Sådan sagde Thorbjørn Risgaard, direktør for Danboring A/S, da MASKIN|teknik interviewede ham for godt seks år siden. Siden er succesen med styret underboring vokset til endnu større højder for det jyske firma.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fra begyndelsen i 1996 og frem til sidste sommer havde firmaet hjemme i Kjellerup nord for Silkeborg. Derefter fulgte en flytning cirka 10 kilometer mod vest. Ikke den store flytning målt i distance, men den nye placering et stenkast fra hovedvej 13 mellem Vejle og Viborg giver store fordele.

- Det er en vanvittig god placering. Logistikmæssigt sparer vi mange kilometer, hvilket alene giver en besparelse på 700.000-800.000 kroner om året, siger Thorbjørn Risgaard.

Undgik børnesygdomme

Sidst vi besøgte ham, var væggene prydet af diplomer for status af gazellevirksomhed samt AAA vurdering af firmaets kreditværdighed. I årene, der er gået, er diplomerne steget i antal.

- Vi har været heldige i vores udvikling på flere områder. For det første startede firmaet på det rigtige tidspunkt. Samtidig havde vi erfaring med at udføre arbejdet, før vi startede egen virksomhed. Det var alt sammen med til, at vi undgik mange af de børnesygdomme, som nystartede firmaer oplever, mener Thorbjørn Risgaard.

Firmaets soliditetsgrad slår igennem på mange områder. Af den nuværende bemanding på 34 ansatte har de ni været med siden første dag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi formåede at fastholde folkene under krisen, og vi har fortsat ikke oplevet et negativt regnskab. Det er nemt at fyre i krisetider for at sænke udgifterne. Men man skal gøre sig klart, hvad man mister af erfaring og viden sammen med de fyrede medarbejdere, og hvad nu hvis det er konkurrenten, som overtager dem, spørger direktøren.

Graver ikke

Desuden er firmaets første borerig - en Vermeer 24x40 - fortsat operationsdygtig og aktiv.

- Det er ikke sådan, at vi ikke køber og sælger materiel, men når en maskine har kørt i 2-3 år, så får man ikke noget for den. På de ældre maskiner er der meget mekanik, hvor vi selv kan reparere. Det kan vi ikke med de nye, hvor meget er computerstyret. Men at vi selv kan forbedre udstyret løbende, er medvirkende til at Danboring er blevet en succes, mener Thorbjørn Risgaard.

Da styret underboring blev introduceret på det danske marked, var det primært i forbindelse med korte strækninger. Således også for Danboring A/S.

- Det var korte boringer under veje. I dag er boringer på 700-800 meter ikke usædvanlige.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kundegruppen har også gennemgået en udvikling, og det har også medført grundige overvejelser hos Danboring A/S:

- Kunderne er entreprenører og alle mulige forsyningsvirksomheder, som har behov for vores ekspertise. Vi har valgt at fokusere på underføringer, bursting og relining, som er det, vi er gode til. Vi graver ikke. Det ville være nemt at købe fire minigravere, og kaste os over nedgravning af kabler, men vi ville blive en konkurrent til vores kunder. Så vil de ikke bruge os, og vi vil miste mere, end vi vil vinde ved det, advarer Thorbjørn Risgaard.

Holder sti ren

Synspunktet kommer løbende under pres, da nuværende kunder eller potentielle kunder går den anden vej.

- Vores arbejdsområde er de opgaver, som normale entreprenørvirksomheder ikke udfører. Men ethvert firma med respekt for sig selv køber en lille maskine til underføring. Det ændrer ikke ved, at vi er en servicepartner for entreprenørbranchen i hele landet, og derfor skal vi ikke træde en lokal entreprenør over tæerne. Holder vi vores sti ren, vil de gerne bruge os igen, siger Thorbjørn Risgaard.

Engang var Danboring A/S ét blandt cirka fem firmaer i Danmark, som beskæftigede sig med styrede underboringer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg vil påstå, at vi i dag er det land i verden, hvor der er flest boremaskiner. Der kommer hele tiden nye til, og jeg kender til dem alle. Rygter løber hurtigt i branchens netværk, forklarer direktøren og fortsætter:

- Danmark er langt fremme på No-Dig. Vi borer, bare der er det mindste, i stedet for at grave. Tankegangen slog virkelig stærkt igennem efter 2002/03 - cirka fem år efter vi startede op. Styrede underføringer er ikke længere en niche. Der er mange involverede i branchen, og når noget går godt, er der mange, som hopper med på bølgen. Derfor er det vigtigt at have et godt navn og ry. Vi holder navnet varmt hele tiden, og vi tager ikke opgaver for enhver pris.

Ikke til salg

Flytningen til hovedvej 13 er en investering i fremtiden. Her og nu for Thorbjørn Risgaard, men også til den eller de personer, som engang i fremtiden skal køre firmaet videre.

- Vores tidligere placering fungerede fint, men dette sted gør det nemmere at sælge virksomheden på et tidspunkt. Vi er officielt ikke til salg, men hvis den rigtige person dukkede op med den rigtige pris, så er der grundlag for at indlede en dialog. Jeg har dog planer om at fortsætte i flere år endnu, understreger Thorbjørn Risgaard.