Abonnementsartikel
Danske Anlægsentreprenører håber ikke, at den nye lov om hastighedsovertrædelser er vedtaget med henblik på at få flere penge i statskassen.
Den nye lov om fordobling af bøder ved hastighedsovertrædelser ved vedarbejde bliver hilst velkommen af Danske Anlægsentreprenører.
- Der er behov for at sætte ekstra fokus på vejarbejdernes sikkerhed. Resultatet bliver forhåbentligt lavere fart og tryghed frem for flere penge i statskassen, siger branchedirektør Niels Nielsen fra Danske Anlægsentreprenører under Dansk Byggeri.
Niels Nielsen mener, at det er et stort problem, at trafikanterne ikke tager hensyn til sikkerheden for de arbejdere, der skal udføre vejarbejder eller lægge nye kabler og ledninger ved vejene.
Brug erfaringer og dialog
Samtidig peger han på behovet for at inddrage entreprenørerne i planlægningen af, hvordan man kan opnå den størst mulige sikkerhed for såvel vejarbejderne som trafikanterne. Det er ifølge Niels Nielsen nødvendigt, hvis sikkerheden ved vejarbejder skal helt i top.
- Vi ved også, at vejarbejder for trafikanter kan være et stort irritationsmoment, mens de står på, og politisk er der også et ønske om at arbejde for optimal fremkommelighed i forbindelse med vejarbejder. Det kan være en udfordring at opfylde dette krav og samtidig tilgodese sikkerheden, siger Niels Nielsen og fortsætter:
- Derfor er det meget vigtigt, at få erfaringer og dialog med ind i arbejdet, så vi får vejarbejder tilrettelagt så smidigt som muligt uden at gå på kompromis med sikkerheden.