Abonnementsartikel

Scantruck er på snart 20 år vokset fra meget få medarbejdere til langt over hundrede. Virksomheden har været god til at tilpasse sig branchen.

Hvis man mangler en ny eller brugt teleskoplæsser, gummiged, rendegraver eller gravemaskine, så er Scantruck i Skive et mekka med hundredvis af maskiner, som blot venter på en ny ejer. I et industriområde i Skive er man ikke i tvivl om Scantrucks tilstedeværelse, da der står maskiner overalt.

Faktisk er der 14.000 kvadratmeter under tag, så virksomheden er vokset væsentligt fra de oprindelige 1.500 kvadratmeter, som blev bygget i 1997 som starten til Scantruck, der skulle vise sig at blive en gigantisk succes.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Scantrucks historie skal dog spores længere tilbage. Cirka 10 kilometer nordvest for Skive i Balling på Salling startede Niels Christian Nielsen i 1970 en Zetor traktorforhandling op, som dog hurtigt blev lavet om til forhandling af gaffeltrucks, hvor Linde truck-forhandlingen kom til Balling, da sønnerne Poul og Per Nielsen kom med i familievirksomheden.

I dag er NC Nielsen Danmarks største leverandør af gaffeltrucks, terminaltraktorer og intern transportmateriel med forhandlinger af Linde, Terberg samt Combilift.

Manitou forhandling

I 1986 fik man forhandling af Manitou med hovedsageligt terræn-gaffeltrucks. Efter 10 år besluttede man at dele Manitou-delen fra de øvrige aktiviteter i et særskilt firma for at have bedre fokus på produkterne, og Scantruck blev grundlagt i 1996.

I 1997 byggede man de første kvadratmeter værksted og kontor samt udstilling i Skive og teleskoplæsser-forhandlingen fra Manitou kom med samme år.

- Nu begyndte det at gå stærkt, og i 2000 fik man importen af Case entreprenørmaskiner i Norge og Sverige, og i 2001 fulgte importen af maskinerne til Danmark med, og man dækkede pludselig hele Skandinavien, fortæller Henrik Kirketerp-Møller, salgschef hos Scantruck.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I 2006 overtog man PA minimaskiner, som havde importen af Atlas, og Palle Andersen blev ansat som produktspecialist inden for Atlas gummigede. Samme år overtog Scantruck importen af McClosky sorteringsanlæg, og Scantruck udvidede med jævne mellemrum både værksted-, kontor- og udstillingsareal.

Krisen satte ind

Da det gik godt i 2008 nåede omsætningen op på over 800 millioner kroner, og der var lang ventetid på nye maskiner, og Scantruck havde derfor lange bestillingstider på nye maskiner, som i en lind strøm kom til Skive.

Over én nat gik alt i stå, men det fortsatte med at vælte ind med nye maskiner.

- Der var nærmest ikke én maskinhal i Skive og omegn, vi ikke havde nye maskiner opbevaret i. Det var ikke rart at se, hvordan lastbilerne rullede ind med nye maskiner hver dag, og der samtidigt ingen købere var. Der var over 100 maskiner i ordre, da krisen satte ind, fortæller Henrik Kirketerp-Møller.

Scantruck tog skeen i den anden hånd, og da egenkapitalen i 2008 var på 180 millioner, tog man beslutningen om at nedskrive de nye maskiner med over 60 millioner i 2009.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Dette betød kun ét enkelt år med underskud for os i kriseårene.

I kriseårene begyndte der imidlertid at vise sig et nyt marked.

- Et nyt marked opstod i krisen, idet der begyndte at blive en større efterspørgsel på brugte maskiner. Scantruck begyndte derfor at opkøbe brugte teleskoplæssere fra kunder som udlejningsfirmaer håndværkere og entreprenører, som ikke kunne udleje maskiner i kriseårene, konstaterer Henrik Kirketerp-Møller.

Dette førte også til, at man i 2011 byggede et 5.600 kvadratmeter stort brugtcenter for at sætte yderligere skub i brugt salget og lave gode forhold til de bruge maskiner.

Komatsu til Skive

I 2010 overtog Scantruck Komatsu-importen. Dermed mistede man Case entreprenørmaskine-importen, og grunden til, at man skiftede mærke var meget bevidst.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi valgte at satse mere på entreprenørkunderne, og her står Komatsu meget stærkt med

et større maskinprogram. I landbruget blev Case slået fast som en rigtig god landbrugsgummiged, men der blev i store træk kun solgt rendegravere og 16-17 tons gummigede, påpeger Henrik Kirketerp-Møller.

Dette var i krisen, og det ser Henrik Kirketerp-Møller, som et utrolig godt tidspunkt, da der var ro på markedet og tid til at få omstillingen gjort rigtigt.

Sidste år i maj måned åbnede Scantruck 2.000 kvadratmeter i Ringsted ved motorvejen med kontor, lager og værksted. Der er nu 10 mand ansat, mens der i hele Scantruck er ansat 135.

Scantruck blev i 2013 udnævnt som årets Manitou-forhandler, og Scantruck har i flere omgange, været den forhandler, som har solgt flest Manitou maskiner i verden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Service i højsædet

Scantruck har service i højsædet og har derfor 40 servicebiler fordelt i hele landet. Dette betyder, at Scantruck tilbyder lyn-service i hele landet inden for to timer hele døgnet rundt, alle ugens syv dage.

- Alle vore montører sidder centralt placeret i hele landet og kører hver dag ud hjemmefra deres bopæl.

At montørerne starter ud hjemmefra betyder også, at montøren bliver i lokalområdet og ikke har unødvendigt spildtid på landevejen.

Hvis opgaven kræver reservedele, som montøren ikke har i bilen, så sendes der besked til Scantruck i Skive, som har mere end 20.000 varenummer på lager.

Reservedelene pakkes i natkasser, som afhentes hver dag klokken 17. I løbet af aftenen og natten leveres natkassen på den enkelte montørs hjemmeadresse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det vil sige, at montøren ikke skal bruge tiden på landevejen efter reservedele.

- Det er faktisk lige meget, om det er i byggebranchen eller landbruget, der er brug for hurtig respons på et total maskinnedbrud begge steder. Tømrermesteren i teleskoplæsseren, der er klar til at lægge tag på, mens der står syv mand og venter og ikke kan få teleskoplæsseren til at køre, skal have hurtigt hjælp, påpeger Henrik Kirketerp-Møller.

- Det samme gælder landmanden, som skal have læsset foder i fodervognen til køerne. Han skal også have hurtig hjælp, og det er faktisk lige meget, om det er midt i april eller juleaften. Ved totalnedbrud er det vigtigt at komme hurtigt videre.

Egen maskinmesse

Hvert år afholder Scantruck egen maskinmesse på adressen i Skive.

- Vi kalder det Scanmek, og det var i 2014 en stor succes, hvor der blev solgt maskiner for 20 millioner kroner fordelt over 32 maskiner, fortæller Henrik Kirketerp-Møller.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Scantruck har afholdt Scanmek syv år i træk, og i 2014 var der cirka 3.500 besøgende.