Abonnementsartikel

Rødbyhavn renseanlæg er ved at blive udvidet for at kunne tage imod den 50 procent forøgning af spildevand, som anlægsarbejdet med Femern tunnelen vil give. Entreprenør Troels Jørgensen A/S står for arbejdet.

Lolland Forsyning forbereder sig til det kommende arbejde med den 18 kilometer lange sænketunnel, som Femern A/S skal etablere mellem Rødbyhavn og Puttgarden. Hele byggeriet med cirka 3.000 mand i arbejde kan ikke undgå at give mere spildevand, der skal renses, og derfor er Rødbyhavn renseanlæg nu ved at blive udvidet.

- Vi har sammen med Femern A/S fundet frem til nogle fælles løsninger, der er til gavn for begge parter. Det har været nødvendigt, fordi arbejdet med Femern forbindelsen kommer til at lægge sig lige foran den udløbsledning, vi har til Østersøen. Og fordi vi skal opgradere for at kunne tage imod det ekstra spildevand, der vil komme fra tunneleelementfabrikken og den camp, hvor de mange medarbejdere skal bo, fortæller Peder Sørensen, spildevandschef ved Lolland Forsyning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- For os er det meget vigtigt, at spildevandet fra fabrik og camp kan blive håndteret effektivt og korrekt - samtidig med at vi ikke ønsker at skabe en belastning, der går ud over de lokale borgere. Den problemstilling synes jeg, vi har fået løst fint med denne udvidelse af renseanlægget, siger Bo Eske Nielsen, direktør i Femern A/S.

Moderniserer og effektiviserer

Beregninger viser, at spildevandsudledningen fra tunnelelementfabrik og camp vil ligge på cirka 4.400 pe. Det betyder en 50 procent forøgning af den belastning, der allerede er på renseanlægget. Derfor har renseanlægget benyttet lejligheden til både at udvide, modernisere og effektivisere.

Det udvidede renseanlæg får blandt andet et nyt ristehus og et større sandfang, der renser spildevandet, efter at alt det største affald er sorteret fra med rister. Ligeledes etableres et nyt biologisk fosforfjernelses-system, der renser vandet efter sandfanget. Et nyt digitalt styringssystem kobles også på hele renseanlægget, så anlægget forberedes på store regnskyl, inden de sker.

Endelig etableres der en pumpebrønd, som skal opsamle alt spildevand fra tunnelelementfabrik og camp, inden det ledes ind i renseanlægget. Her er det muligt at kontrollere spildevandets pH, så man sikrer sig, at de internationale entreprenører lever op til de danske miljøkrav, som de forpligter sig til at overholde.

Udfordrende arbejde

At udvide renseanlægget er naturligvis et specialistarbejde, og det er entreprenøren Troels Jørgensen A/S, der står for arbejdet her. Virksomheden har bred erfaring med anlægs- og kloakarbejde, og det er nødvendigt, forklarer Peter Duus Hansen, struktør i Troels Jørgensen A/S.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi skal selvfølgelig bare følge tegningerne, men det er rart, at vi ved noget om, hvordan det i sidste ende skal fungere. Så det har vi sat os ind i på forhånd, forklarer han.

I forhold til opgaven med Rødbyhavn renseanlæg er mængden af gravearbejdet og det specialiserede betonarbejde de største udfordringer.

- Vi skal grave meget dybt og flytte store mængder jord. Det kræver, at vi har meget fokus på sikkerheden hele vejen igennem. Derudover skal vi udføre specielt betonarbejde. Det meste støbes direkte på stedet. Det er kun få færdige elementer, vi bruger, siger han.

Ristehusets vægge er for eksempel er blevet støbt - og så er der blevet muret vægge udenpå.

- Normalt ville man rejse færdige vægge. Men det er meget vigtigt, at der er tætte vandrender i sådan et ristehus, og det er nemmere at få tæt, når man støber, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Meget koordinering

Troels Jørgensen A/S har været i gang siden august sidste år og skal være færdig til foråret næste år. De har 8-10 mand på opgaven hver dag, så det er en stor og spændende opgave for dem.

- Der er meget koordineringsarbejde mellem struktører, murere, tømrere og så videre, når man arbejder på så stor en udvidelse, men vi har selv de fleste faggrupper i virksomheden, og det letter arbejdet for os, siger Peter Duus Hansen.