Abonnementsartikel

Danske Maskinstationer & Entreprenører er på vej med en garantiordning til kloakeringsarbejde.

I fremtiden kan det meget vel blive lettere at få nyt arbejde ind i entreprenørforretningen.

- Et ønske fra vores medlemmer, og fra verden omkring os, er, at vi får lavet en garantiordning til gavn for vores medlemmer, fortæller Søren Christensen, konsulent inden for entreprenør og kloak hos Danske Maskinstationer & Entreprenør (DM&E).

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ordene faldt i forbindelse med årsmødet i foreningen, som blev afholdt i fredags på Hotel Pejsegaarden i Brædstrup.

Søren Christensen fortæller, at baggrunden for en garantiordning er, at foreningens medlemmer først og fremmest laver et rigtig godt stykke entreprenørarbejde:

- Vi er rigtig gode til at kloakere, og foreningens medlemmer, som er autoriserede kloakmestre, har allerede der et garantistempel, men i nogle tilfælde kan en virksomhed blive valgt fra på baggrund af manglende garantiordning, påpeger Søren Christensen og fortsætter:

- Mange privatpersoner vælger håndværker ud fra, at de er dækket af en garantiordning, hvis uheldet er ude, og noget arbejde skal laves om, mens virksomheden måske er gået konkurs.

Det vil DM&E nu gøre noget ved, og derfor er der en garantiordning på vej til foreningens medlemmer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hvad dækker ordningen?

Foruden kloakeringsarbejde så vil garantiordningen også dække støbearbejde, anlægsarbejde og lignende.

- Det er klart, at vi er nødt til at dække alle opgaver, som entreprenøren udfører, da det ellers ikke giver meget mening, eksempelvis kun at kunne dække en del af skaden ved et større projekt, slår Søren Christensen fast.

I den forbindelse påpeger han også, at ordningen ikke er en forsikring for entreprenøren - men for kunden.

Ordningen vil blive finansieret af de medlemmer, som ønsker at være med i den, og på den måde vil overskuddet også deles ud til medlemmerne igen efter endt år.

- Formålet med ordningen er blot at sikre, at vi ikke har nogle medlemmer, som bliver overset, når især private skal have løst nogle opgaver under jorden.