Abonnementsartikel
Engcon sender nu den nye tiltrotator EC214 ud på de nordiske markeder. Ny svivel giver flows på op til 100 liter i minuttet.
Den nye EC214-tiltrotator er den femte model i Generation 2, og den fuldender samtidig serien, idet den nu dækker hele spektret af gravemaskiner fra 3,5 tons til 26 tons. EC214 er beregnet til gravemaskiner i størrelsen 9-14 tons, ligesom størrelsen også gør den til en mulighed til bånd- og hjulgravere.
Med EC214 er der mulighed for at øge tiltvinklen til 45 grader, der er plads til en sensor til maskinstyring, der er integrerede smørekanaler, som alle er ført frem til ét og samme smørepunkt, og endelig kan den nye tiltrotator justeres for slør uden at skulle skilles ad - alt sammen noget, der ifølge Engcon gør service og vedligeholdelse både enklere og nemmere.
Ligesom sine søskende i Generation 2 er tiltcylindrene på EC214 forberedt til slangebrudsventiler, hvilket er et krav for at køre med kombinationen af tiltrotator og pallegafler.
Ny svivel
Den store nyhed på EC214 er, at den er udstyret med en ny svivel, og i kombination med en NG10-ventil giver den flows på op til 100 liter i minuttet, hvilket gør det muligt at arbejde med high-flow-krævende udstyr på ekstraudtagene. Derudover er den nye svivel tilpasset til en elektrisk "kanal", hvor EC214 på længere sigt vil få Engcons hurtigskift Q-Safe som standard.
Engcon oplyser, at konstruktionen af den nye EC214 bygger på en forstærket ramme, som forbedrer ydeevnen og giver både højere brydekraft og et højere drejningsmoment. Samtidig bidrager en ny type ventiler til et lavere brændstofforbrug. Desuden er hydraulikmotoren flyttet om til venstre side, hvor den er godt beskyttet og synlig for føreren.
EC214 leveres på de nordiske markeder fra og med januar 2015, og til juni lanceres den på de øvrige markeder.