Abonnementsartikel

Entreprenør- og landbrugsmaskiner er lette ofre, som tyve i stor stil er begyndt at kaste sig over.

Antallet af tyverier af entreprenør- og landbrugsmaskiner steg med 42 procent fra 2013 til 2014. Det viser tal fra brancheorganisationen Forsikring & Pension udarbejdet til maskinbladet.dk.

I 2013 meldte Forsikring & Pensions medlemsselskaber 43 maskiner stjålne på landsplan, mens tallet i 2014 steg til 75.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Chefkonsulent Tommy H. Hansen fortæller, at antallet sandsynligvis er højere, da Forsikring & Pension kun beskæftiger sig med kaskoforsikrede maskiner, og desuden kan der være maskiner, som er meldt stjålet til politiet, men ikke til forsikringsselskabet.

- Når vi kan se en stigning på 42 procent i antallet af anmeldte maskiner fra 2013 til 2014, så skyldes det dels, at vi i branchen er blevet bedre til at indrapportere tyveriene, dels at der bliver stjålet flere maskiner, siger Tommy H. Hansen.

Han fortæller, at stigningen sandsynligvis skal ses i lyset af, at det er blevet mere besværligt at stjæle biler og lastbiler, og derfor har tyvene flyttet fokus til entreprenør- og landbrugsmaskiner.

- De her maskiner repræsenterer store værdier, og ofte står de på steder uden opsyn. Derudover er låsesystemerne ofte meget simple, og de er kun meget sjældent udstyret med startspærre.

Forholdsregler

Forsikringsmægler og direktør i DLBR Forsikringsmægler Peter Quitzau opfordrer til at være mere opmærksomme på at minimere risikoen for tyveri - blandt andet ved at sørge for at låse maskinerne inde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han siger, at flere er begyndt at udstyre deres maskiner med sporingsudstyr, hvilket dels har en præventiv effekt, dels gør det muligt at finde maskinen igen, hvis den er blevet stjålet.

Brugen af sporingsudstyr har tyvene dog også opdaget, fortæller Tommy H. Hansen.

- Tyvene har fundet ud af, hvordan man jammer udstyret og kan også i nogle tilfælde finde det og fjerne det, siger Tommy H. Hansen, der dog som Peter Quitzau også fremhæver, at ejerne af maskinerne kan gøre meget.

- De er ofte deres egen værste fjende, siger Tommy H. Hansen med henvisning til, at da mange medarbejdere bruger samme maskine, så bliver koder til maskinen skrevet på solskærmen. Det er smart for medarbejderne, men også for tyvene.

Tommy H. Hansen opfordrer desuden ejerne til at have styr på stelnummer og serienummer, der sidder på maskinen, hvilket gør det nemmere for myndighederne at finde en stjålen maskine.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge Tommy H. Hansen ender hovedparten af de stjålne maskiner i udlandet.