Abonnementsartikel

Vejdirektoratet anlægger nye rev ved Svendborgsundbroen for at sikre den mod skibstrafikken.

Vi har efterhånden set et par eksempler på, hvor galt det kan gå - og hvor dyrt det kan blive - når et skib sejler ind i en bro. Derfor vil Vejdirektoratet nu være på forkant med eventuelle vildfarne skibe ved at forbedre sikringen af Svendborgsundbroen.

Skibstrafikken i Svendborgsund er nemlig både præget af små og større skibe. Og skulle et af sidstnævnte ramme broen og påføre skader i en sådan grad, at en større reparation bliver nødvendig, vil det i høj grad lamme trafikken mellem Sydfyn, Tåsinge og Langeland.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nye rev

Hvis et stort containerskib eller en færge påsejler en af Svendborgsundbroens bropiller, risikerer vi at skulle lukke broen længe.

Shahriar Honar

Projektleder i Vejdirektoratet

- Hvis et stort containerskib eller en færge påsejler en af Svendborgsundbroens bropiller, risikerer vi at skulle lukke broen længe. Det vil have store konsekvenser for de trafikanter på Tåsinge, Langeland og Sydfyn, der er afhængige af den til daglig. Derfor går vi nu i gang med at sikre broens piller mod påsejlinger. Man kan betragte det som en god forsikring - både for trafikanterne og for dem, der sejler under broen, siger Shahriar Honar, projektleder i Vejdirektoratet, i en pressemeddelelse.

Helt konkret består sikringen i, at Vejdirektoratet anlægger nye rev af sand og sten et stykke fra bropillerne. Revene skal sætte store skibe på grund, hvis de er kommet ud af kurs og derfor risikerer at ramme broen. De fleste af de mindre skibe kan dog sejle henover revene. De mindre skibe kan ikke skade broen alvorligt, hvis de sejler ind i den.

Sejlads uændret

Vejdirektoratet oplyser, at revene får ikke betydning for rederiernes daglige drift, da alle rev ligger udenfor sejlrenden. Kun, hvis skibene kommer ud af kurs, støder de på de nye rev. Det er kun mindre skibe, der kan sejle udenfor sejlrenden, der vil kunne opleve, at de er på vej ind mod et rev og derfor skal ændre kurs.

- Folk på vandet skal gøre som de plejer. Erhvervsskibe skal fortsat sejle i sejlrenden, der bliver liggende, hvor den er, og lystsejlere eller mindre skibe skal følge afmærkningerne på søkortene og bøjerne på vandet, fortæller Shahriar Honar.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Revene kommer ikke til at påvirke plante- og dyrelivet i Svendborgsund, og de vil heller ikke forhindre vandet i at strømme gennem sundet. Det viser en miljøscreening, Vejdirektoratet har gennemført.