Abonnementsartikel

Søren Refsgaard starter som ny administrerende direktør for G. Tscherning A/S.

G. Tscherning A/S har besluttet at styrke den nuværende direktion og ansætte Søren Refsgaard som ny administrerende direktør.

Ansættelsen af Søren Refsgaard sker for at sikre og fremadrettet styrke og videreudvikle G. Tscherning A/S' position som en vigtig og naturlig samarbejdspartner for hele byggebranchen. Det oplyser G. Tscherning i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Søren Refsgaard starter den 25. marts 2015 og indtræder som del af den nuværende direktion - i dag bestående af ejer og administrerende direktør, Søren Tscherning, og medejer og entreprenør, Klaus Bodilsen.

Klaus Bodilsen fortsætter som direktør med overordnet ansvar for Nedrivning.

Søren Refsgaard overtager Søren Tschernings arbejde med den daglige drift og ledelse af koncernens selskaber.

Søren Tscherning vil fremadrettet koncentrere sig om sit ejerskab af koncernen, udvikling og netværk samt et voksende antal tillidsposter, bl.a. som formand for Dansk Byggeri i Region Hovedstaden.

Fortsat fokus på mennesker og miljø

Det er gennem de seneste år gået stærkt i Tscherning. I 2006 var G. Tscherning A/S et nedrivningsfirma; i dag rummer hovedkontoret i Hedehusene en koncern med seks driftsselskaber inden for nedrivning, anlæg, skæring samt tømrervirksomhed. Koncernens selskaber har sammenlagt 280 medarbejdere og omsatte i regnskabsåret 2013-14 for omkring 300 mio.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er kombinationen af betydelig ledelseserfaring, store succesfulde strukturændringer, et stort netværk i alle hjørner af bygge- og anlægsbranchen og ikke mindst en fortid ude fra pladserne, der gør Søren Refsgaard til den kompetence, som G. Tscherning A/S har brug for til at positionere sig yderligere og fortsat stå stærkt som en naturlig spiller på alle de markeder, som G. Tscherning A/S i dag beskæftiger sig med, fortæller Søren Tscherning, ejer og adm. direktør i G. Tscherning A/S og fortsætter:

- Ansættelsen af Søren Refsgaard skal ses som et offensivt træk. Tscherning er blevet en stor virksomhed, og vi har brug for en, der kan give os den struktur og styring, der skal til for at forblive en betydelig spiller i et marked med stadig større konkurrence. Jeg har kendt Søren Refsgaard i mange år. Jeg har stor respekt for ham, hans resultater og hans måde at være menneske på. Han er den helt rigtige til at stå for den daglige ledelse og drift, så vi sammen kan skabe en endnu stærkere virksomhed omkring de værdier og den ånd, som fortsat skal være omdrejningspunktet i virksomheden.

Solid erfaring

Søren Refsgaard (52 år) kommer til G. Tscherning A/S med solid erfaring fra bygge- og anlægsbranchen.

Efter otte år som selvstændig entreprenør startede Søren Refsgaard i 2005 som administrerende direktør i Dansk Jordrens A/S under DSV Miljø A/S. Her stod han i spidsen for en vellykket turnaround med mandat til at forandre virksomheden fra produktions- til markedsorienteret.

Efter DSV Miljøs overtagelse i 2007 har Søren Refsgaard været koncerndirektør (COO) i RGS 90 A/S, der er en af Skandinaviens største miljøvirksomheder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I RGS 90 A/S har Søren Refsgaard blandt andet stået bag certificeringen af RGS 90 A/S som verdens første CO2-neutrale jordrensnings- og affaldshåndteringsvirksomhed.

Sideløbende har Søren Refsgaard videreudannet sig, blandt andet i USA, og taget en MBA fra AVT Business School.

- Det er nemt at sige, at jeg har fået mit drømmejob, men der var ingen grund til at tøve, da Søren Tscherning bad mig komme forbi til en snak. Jeg har samarbejdet med Tscherning i mere end 10 år. Gennem alle de år har virksomheden stået fast på sine værdier om at passe på mennesker og miljø. Det er det helt rigtige fokus fremadrettet, og det er værdier, som jeg selv sætter utroligt højt, men også områder, hvor jeg har stor erfaring og masser af visioner, som jeg glæder mig til at arbejde med mine nye kolleger om at sætte i søen, fortæller Søren Refsgaard.