Abonnementsartikel

Nyt funderingssystem fra Trimble dækker alt fra planlægning til slutrapportering.

Sitech var vært, da Trimble for nyligt præsenterede et nyt tidsbesparende funderingssystem, som lyder navnet DPS900. Det er det første system, som dækker alt lige fra planlægning og udførelse til produktions- og kvalitetsrapportering. Det gør det naturligvis meget interessant for de danske jordentreprenører, der har speciale i fundering.

Bogstaverne i modelnavnet DPS900 står for Drilling, Piling, System. Trimble har erfaringer fra forsøg i Canada, som viser, at en entreprenør med systemet kan øge produktiviteten med 15 procent på lodrette pæle og 25 procent på skråpæle. Og det er sådanne produktivitetsforbedringer fremmødte entreprenører som Arkil, CG Jensen, MJ Eriksson, NCC og Per Aarsleff gerne vil høre mere om.

Artiklen fortsætter efter annoncen

DPS900 er et 3D-rammesystem, som via software kombinerer planlægningsarbejdet med den maskinstyring, der foregår på sitet i de store gravemaskiner og pælemaskiner. Når først afsætningen til pæle - og dem kan der sagtens være 500 af på sitet - er gjort af landmåleren, har systemet én gang for alle styr på disse koordinater. Og det vil ifølge Trimble alene give en stor besparelse på landmålerens arbejde.

Alt samlet i et system

Et og samme system sikrer dataflow fra ingeniør til maskine og igen fra maskine til kvalitetssikring.

- Det nye ved DPS900 er, at entreprenøren nu kun skal arbejde med ét system, fortalte Morgan Mattsson, der er Trimble?s ekspert på området.

Ved at anvende GPS-maskinstyring og samtidig have styr på koordinaterne, hvor pælene skal bankes i, kan entreprenøren ifølge Trimble spare mellem to og fire minutter pr. pæl.

- Det handler om at gøre arbejdet korrekt første gang. Den sparede arbejdstid pr. pæl bliver i sidste ende til mange timer, som igen bliver til mange penge på et år, påpegede Morgan Mattsson.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En anden nyskabelse ved systemet er, at eksempelvis data fra ramningen af pælen automatisk bliver eksporteret til rapporteringsdelen i 3D-format til brug for kvalitetssikringen.

- Entreprenørerne har i stigende grad brug for at kunne dokumentere deres funderingsarbejde, sagde Morgan Mattsson, der vurderer, at tilbagebetalingstiden på systemet ligger på nogle få måneder.

Blandt de frammødte var sektionschef Jan B. Hockerup, Per Aarsleff:

- Det lyder spændende, hvis vi fremover kun kan nøjes med et system, det vil sandsynligvis give os nogle besparelser. Også på landmålerens arbejde kan vi realisere besparelser. Dokumentationen er meget interessant for os.

Mange fordele

Ligeledes hos Arkil var blev der lyttet med stor interesse:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi er meget lydhøre over for løsninger, der kan give os tidsbesparelser. Og hvis vi måske kan slå en pæl mere i timen, end vi kan i dag, så må vi se på det nye system. Og der er heller ingen tvivl om, at systemets rapportering er fyldestgørende, sagde divisionschef Jørn Asmussen, CG Jensen.

Fordelene var også tydelige for Bo Ammundsen, afdelingsleder for spunsning og ramning hos MJ Eriksson:

- Det er en god idé at få maskinstyringen med ind i systemet. Og jeg kan godt se mange fordele i, at afsætningen til pælene én gang for alle er i systemet. Det vil ikke blot betyde færre udgifter til landmåler, men også at vi lettere kan holde os til planen og holde os inden for tolerancerne.