Abonnementsartikel

Pon Equipment afskiber tre entreprenørmaskiner mod Grønland, hvor Per Aarsleff A/S er i gang med havneudvidelse i Nuuk.

Før Aarsleff kan begynde med den egentlige udgravning til den nye havneterminal, skal der bortsprænges omkring 300.000 kubikmeter fjeld. Det startede man på i marts. Nu her en måned senere afskibes en Cat tromle, en Cat dumper og en Cat dozer fra Aalborg Havn, så de kan komme i gang med udvidelsen i foråret. Efter planen står havneprojektet færdig om cirka to år.

Garanti for service

Med et projekt af denne størrelse i Grønland har Aarsleff været meget fokuseret på, hvordan de kunne sikre sig imod, at maskinerne skulle stå stille, mens man ventede på reservedele fra Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- At det skulle være Cat maskiner, vi skulle bruge til opgaven, lå egentlig lige til højrebenet. For eksempel bliver selve tromlen leveret i en forstærket udgave til de hårde forhold i Grønland. Og så var det vigtigt for os, at Pon Equipment har et lokalt værksted i Nuuk, så vi er sikret reservedele og løbende vedligeholdelse uden at skulle vente på, at serviceteknikere og reservedele bliver fløjet ind fra Danmark, siger materielchef Jes Paulsen, Aarsleff.

Derudover er maskinerne købt med en serviceaftale, som betyder, at Pon Equipment via VisionLink hele tiden kan overvåge maskinerne fra Danmark.

- På den måde kan vi for eksempel se fejlkoder og uregelmæssigheder og dermed tage problemerne i opløbet, inden de bliver til større reparationer, hvor maskinerne skal stå stille i længere tid, siger distriktschef Birger Hjelm, Pon Equipment, som har stået for salget til Aarsleff.

Opgaven i Nuuk har en værdi af godt 400 mio. kr. og forventes afsluttet i november 2016.

Se mere om Aarsleffs opgave i Nuuk her.