Abonnementsartikel

Stort kortlægningsarbejde af kloaknettet ved Odense Letbane færdiggjort.

Projektet Odense Letbane bliver omfangsrigt, og forberedelserne til det kæmpe anlægsarbejde er i fuld gang. En stor del af forberedelserne sker under jorden - helt konkret i kloaknettet.

Forsyningsselskabet Vandcenter Syd, der har ansvaret for blandt andet hele kloaknettet, fremtidssikrer i forbindelse med anlægsarbejdet kloakrørene på hele strækningen, og det er kloakfirmaet FKS Slamson, der gennem det seneste år har tv-inspiceret og kortlagt ledningsnettet på cirka 22 kilometer kloakledning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Med udgangspunkt i tv-inspektionerne fra FKS Slamson er forsyningsselskabet Vandcenter Syd nu i gang med at danne sig et overblik over ledningsnettet - hvilke kloakledninger, der skal flyttes, hvilke ledninger, der skal renoveres og opgraderes, og hvilke stikledninger, der slet ikke er i brug mere.

- Alt, hvad der ligger af kloakledninger inden for en dybde 1,6 meter under letbanen, skal fjernes eller omlægges. FKS Slamson har derfor med specialkameraer udarbejdet indmålinger af 1500 stikledninger, mens landmåleren har stået for opmåling af koterne, forklarer Liselotte Jensen, senior projektleder hos Vandcenter Syd.

Ledningsnet til fremtiden

Udover det er altafgørende for Vandcenter Syd at vide, præcis hvor stikledningerne ligger, så er det også vigtigt at vide deres præcise rørstørrelse, deres tilstand og om de overhovedet er i brug. Oplysninger som Vandcenter Syd skal bruge til blandt andet at udregne om kapaciteten er stor nok til de fremtidige klimaændringer, herunder kraftige regnskyl.

- Etableringen af letbanen er en oplagt anledning for os til at få opgraderet og fremtidssikret kloakledningerne. Ud over vi får et overblik over ledningsnettet, så får vi samtidig mulighed for at komme i jorden ved nogle af de trafikale knudepunkter, som ellers er meget svære at arbejde ved, siger Liselotte Jensen.

Avanceret robotteknologi

Det er som tidligere nævnt tv-inspektionsfirmaet FKS Slamson, der står for udførelsen af tv-inspektionen under og ved Odense Letbane. Den avancerede tv-inspektion er hele fundamentet for det videre arbejde med letbanen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det har derfor afgørende betydning, at tv-inspektionen er meget præcis, så Vandcenter Syd får et nøjagtigt overblik over ledningsnettes tilstand. Er tv-inspektionen ikke præcis, kan hele projekter og tidsplaner vælte. Det understreger vigtigheden af at bruge højt specialiserede firmaer, forklarer teamleder for ledningsnet hos Vandcenter Syd, Flemming B. Nielsen.

At kortlægge ledningsnettet i forbindelse med Odense Letbane kræver helt specielt udstyr og uddannede tv-operatører. Det specialiserede udstyr sikrer 100 procent præcision i blandt andet placering af stik, omfanget af skader på kloakkerne samt præcisering af rørstørrelser.

- Derved sikres en fuldstændig rapport, som er helt afgørende for den videre planlægning og entreprenørernes arbejde med opdateringen af ledningsnettet, forklarer Henrik Tesgaard, driftschef hos FKS Slamson.

Gravearbejde i gang

Det første stykke gravearbejde begyndte entreprenørerne på i begyndelse af maj. Vandcenter Syd forventer, at i fjerde kvartal 2017 er alle kloakker renoveret, flyttet til rigtige placeringer og om muligt opgraderede. Det samme gælder for vand, fjernvarme, telefonledninger, el-ledninger, vandledninger og gasledninger.

Odense Letbanes første etape bliver cirka 14,5 kilometer lang og strækker sig med 26 stationer fra Tarup i Nord til Hjallelse i Syd. Letbanen forventes køreklar i 2020.