Abonnementsartikel

Udlejningsfirmaet Bramsnæs har styr på de vækstmæssige koordinater og koncentrerer sig udelukkende om entreprenørmaskiner, hvoraf mange er monteret med Trimble GPS-udstyr.

Bramsnæs Entreprenørmaskiner fra Kirke Hyllinge på Sjælland går sine egne veje og vil være blandt de bedste målt på at have en supermoderne maskinpark. Modsat mange udlejningsfirmaer, som vil være totalleverandører til byggeriet, holder Bramsnæs - som virksomheden blot bliver kaldt - fokus på maskiner, og 80 procent bliver udlejet med maskinfører. Antallet af ansatte maskinførere er nu oppe på 100.

Maskinparken består af langt over 100 entreprenørmaskiner, hvoraf de 46 kører med Trimble GPS-udstyr leveret og monteret af Sitech. Bramsnæs var i øvrigt en af de allerførste, som tog den nye teknologi til sig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hvor materiellet tidligere kørte flest timer på Sjælland, er de nu hyppigt at finde på både Fyn og i hele det jyske fastland.

Det handler om at have de rigtige maskiner. Dem, kunderne efterspørger. Og de store maskiner skal i dag være udstyret med GPS, fordi det øger produktiviteten.

Henrik Steen

Bramsnæs Entreprenørmaskiner

- Vi vil gerne være landsdækkende og servicere alle de store entreprenører. Vi siger aldrig nej til opgaver. Vi finder altid en løsning, pointerer Henrik Steen, der fungerer som højrehånd for indehaveren Jesper Jensen, der etablerede udlejningsvirksomheden i 2006.

Henrik Steen understreger samtidig, at virksomheden ikke har planer om at åbne kontorer rundt om i landet. For at holde omkostningerne nede, skal forretningen også fremover styres fra kontoret i Kirke Hyllinge.

Inden for det sidste år har Bramsnæs realiseret en vækst på 30 procent. Indregnet i dette tal er opkøb af to tilsvarende sjællandske virksomheder: Rørby Johansen og A. Linnet & Sønner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Alt er sat i system

Succesen skyldes blandt andet, at der er styr på omkostningerne. Kun fire mand udgør de administrative funktioner. Alt er sat i system, for eksempel bliver der kun betalt regninger en gang om måneden.

- Vi har ikke behov for at have en stor organisation på kontoret. Men vi har derimod behov for at have nogle dygtige folk ude ved maskinerne, og det har vi, fastslår Henrik Steen.

De fleste maskiner over 14 tons - gravemaskiner og dozere (og en enkelt motorgrader) - er udstyret med GPS og ADL-radio, så maskinerne kan kommunikere med basestationen/kontoret.

- Det handler om at have de rigtige maskiner. Dem, kunderne efterspørger. Og de store maskiner skal i dag være udstyret med GPS, fordi det øger produktiviteten, forklarer Henrik Steen.

Et skridt foran

Udlejningsvirksomheden har et bredt udvalg af entreprenørmaskiner, og når de skal på værksted for en reparation eller service, foregår det på eksterne værksteder. Den opgave er outsourcet. Dog har virksomheden sit eget et lille værksted, hvor der bliver udført mindre opgaver. Også på dette område handler det om at gøre faste omkostninger til drift af værksted til variable omkostninger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi får en god support hos Sitech, og det betyder alt. Det er jo evnen til at holde udstyret i gang, der er så afgørende, siger Henrik Steen.