Abonnementsartikel

Med sit udspil til en liberalisering af rammerne for landinspektørvirksomheder sætter regeringen borgernes retssikkerhed over styr, mener PLF.

Regeringen præsenterede for nylig udspillet til kommende vækstinitiativer. Pakken rummer 50 initiativer, der centrerer sig om tre temaer, hvoraf et af disse er 'Mere effektivt byggeri og billigere forsyning'. Under dette tema foreslås det, at ejerskabsrestriktionerne for landinspektørselskaber ophæves med henblik på at skabe øget konkurrence i branchen.

Det vækker forundring hos Torben Juulsager, der er formand for Praktiserende Landinspektørers Forening og som sammen med bestyrelsen i PLF har gennemgået det fremsatte udspil.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Regeringen lægger op til en svækkelse af borgernes retssikkerhed i forbindelse med det arbejde, vi foretager med at fastslå, hvor skellet går mellem naboejendomme. I dag er vores arbejde beskyttet af en særlig autorisation, der for eksempel hindrer, at en kommune eller en developer kan lægge pres på landinspektøren og dermed påvirke afgørelsen om skellets beliggenhed. Med initiativet fra regeringen er denne retssikkerhed pludselig i spil, siger Torben Juulsager.

Vi er tilhængere af øget konkurrence, men vi er ikke tilhængere af at spille hasard med borgernes retssikkerhed for at hente en minimal gevinst.

Formand Torben Juulsager

Praktiserende Landinspektørers Forening

Konkurrencen fungerer

Han bifalder, at regeringen er optaget af stærk konkurrence:

- Men det er altså at sparke en åben dør ind. Vi lavede i efteråret en undersøgelse, der viser, at konkurrencen fungerer i bedste velgående, og at priserne er styrtdykket med 75 procent, siden de faste honorarregler blev sløjfet i 1994. Det har vi dokumenteret i en undersøgelse, som regeringen også har modtaget, siger Torben Juulsager.

Retssikkerheden i fokus

Torben Juulsager understreger, at PLF vil indgå konstruktivt i den kommende debat om regeringens vækstinitiativer. For selvom man i branchen har et ønske om konkurrence og forretningsudvikling, bør det ifølge Torben Juulsager foregå på det rigtige grundlag, så det ikke går ud over borgernes retssikkerhed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Hvis bygherren pludselig kan ansætte sin egen landinspektør, vil der opstå stor utryghed hos de borgere, der bliver involveret i de matrikulære arbejder. Det er en del af vores DNA at varetage skellets interesse, og hvis der opstår sådanne interessekonflikter, vil det påvirke hele branchen negativt. Som sagt er vi tilhængere af øget konkurrence, men vi er ikke tilhængere af at spille hasard med borgernes retssikkerhed for at hente en minimal gevinst. Det vil ikke være holdbart, fastslår han.