Abonnementsartikel

Vejdirektoratet har skrevet kontrakt med Aarsleff og Jorton om opførelse af de to store landskabsbroer på Holstebromotorvejen.

Det bliver Aarsleff A/S, der skal bygge broen ved Tvis Å, mens Jorton A/S skal bygge broen ved Storå og broen ved Hodsagervej. Vejdirektoratet har nu kontrakt med de to entreprenørselskaber.

Projektleder Janie Winther Ipsen er glad for, at kontrakterne er i hus og ser frem til, at broerne vil tage form i landskabet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er to markante byggerier, som vi nu har fundet entreprenører til. Broerne er et rigtig godt eksempel på de hensyn, som vi tager til omgivelserne, når Vejdirektoratet bygger en motorvej, siger hun.

Broerne tager hensyn til det unikke landskab i ådalene og er designet til, at dyrelivet, som fx hjorte og andre dyr, uforstyrret kan passere under motorvejen. Samtidig skal entreprenørerne bygge broerne på en meget skånsom måde, så selve byggeriet af dem laver så få skader på naturen omkring åerne.

- Broerne giver på den lange bane dyrelivet og naturen mulighed for at leve så uforstyrret som muligt, når vejen er færdig. Men vi stiller også store krav til selve byggeriet af broerne, hvor entreprenørerne skal tage hensyn, når de bygger, siger Janie Winther Ipsen.

Brinksikring det første

Broerne har været udbudt som totalentrepriser, og det betyder, at entreprenørerne selv skal stå for den endelige projektering. Samtidig skal de etablere byggepladserne ved brostederne, så den første tid går med det arbejde.

Inden selve byggeriet af broen ved Storå begynder, skal der laves en større brinksikring af åen. Årsagen er, at vandmængden i åen gør, at den med tiden flytter sig. Når åen flytter sit forløb, så kan fundamenterne til broen blive skyllet væk, og det skal altså forhindres med en brinksikring.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Arbejdet med brinksikring af Storåen startes op allerede her i juni måned, og bagefter skal dette også ske ved Savstrup Å. Arbejdet udføres af det lokale entreprenørfirma Markussen I/S.

Samtidig med at der fundet entreprenører til de to landskabsbroer, så har Arkil været i fuld sving med at projektere motorvejen og broerne færdige på strækningen mellem Tvis og Aulum.

Midlertidig vej

Arbejdet udføres som en såkaldt kombineret totalentreprise. Det betyder, at Arkil først skal projektere de otte broer, de syv faunapassager og selve vejen helt færdig. Bagefter skal det hele så bygges.

Entreprenøren begynder ved Herningvej syd for Tvis, hvor der skal bygges et fuldt tilslutningsanlæg til motorvejen. Men det første arbejde bliver at etablere en midlertidig vej uden om byggepladsen.

- Vi har valgt at bygge en helt ny vej, hvor der kan køres 50 km/t, uden om byggepladsen til trafikken på Herningvej. Det er bedre for os, da entreprenøren får arbejdsro, og det er meget bedre for trafikanterne, der på den måde bliver meget lidt påvirket af arbejdet, siger Janie Winther Ipsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vejdirektoratet forventer, at entreprenøren er klar til at flyttet trafikken over på den midlertidige vej umiddelbart efter sommerferien.